finanslov 2018

Overskud i finanslovsforslag smuldrer allerede

Knapt er finanslovsforslaget for 2018 blevet præsenteret, før Departementet for Finans og Skatter oplyser, at indtægtsberegningerne er udfordret og skal nedjusteres. Det spinkle overskud på 8,6 millioner kroner kan hurtigt vise sig at blive spist op af alt for optimistiske skøn.

Finanslovsforslaget for 2018 blev mandag fremlagt af Aqqaluaq B. Egede, naalakkersuisoq for finans og skatter.
Offentliggjort

Den store joker er hellefisken. I år forventer man indtægter på 40 millioner kroner alene på hellefisk-afgifter, og næste år skønner man, at indtægterne vil stige til 55 millioner kroner.

Udfordret fiskeri

Det superoptimistiske skøn har ikke taget højde for, at fiskeriet af hellefisk i år er stærkt udfordret. Det viser sig nemlig, som Sermitsiaq afslørede for flere uger siden, at fiskerne ikke kan nå at fiske de tildelte kvoter.

Alene i år frem til 1. august havde man fisket 5.500 tons færre hellefisk set i forhold til samme periode sidste år, fremgår det af Grønlands Statistiks seneste opgørelse.

Læs også: Indhandling af fisk og skaldyr dykker

Det store spørgsmål er, om man simpelthen har overfisket hellefisk. I forvejen har fiskeriet i flere år fået tildelt hellefiske-kvoter, der langt overstiger biologernes anbefalinger.

Skøn baseret på 2016-tal

I et svar til Sermitsiaq.AG fra departementschef Nikolai S. Christensen, finans og skatter, oplyses det, at indtægtsskønnet for hellefisk i 2018 blot har taget udgangspunkt i, hvad hellefisken indbragte Selvstyret sidste år.

- Indtægtsskønnet er baseret på et fiskeri i 2018 med mængder og prisniveau svarende til 2016, oplyser departementschefen, der tre dage efter fremlæggelsen af finanslovsforslaget oplyser, at indtægtsskønnet skal justeres.

Justering på fem millioner kroner

- På nuværende tidspunkt ser det ud til at forventningerne til indtægter fra hellefisk skal justeres, da vi her efter årets første seks måneder ligger omkring fem millioner kroner bagud i forhold til tallene for 2016, oplyser departementschefen til Sermitsiaq.AG.

Sandsynligheden for at hellefiske-indtægterne for hele 2017 vil skride med det dobbelte beløb, 10 millioner kroner, er meget stor, da de store aktører i fiskeriet allerede giver udtryk for, at man ikke når at fiske de kvotemængder, som de er tildelt.

Tilfreds Aqqaluaq B. Egede

Det var ellers en tilfreds Naalakkersuisoq for Finans og Skatter, Aqqaluaq B. Egede, der under fremlæggelsen af finanslovforslaget 2018 i mandags kunne oplyse, at det samlede finanslovsforslag opererede med et DA-overskud på 8,6 millioner kroner.

Departementschef Nikolai S. Christensen oplyser, at indtægts- og udgiftsskønnene i finanslovsforslaget fastlægges ret tidligt på året.

Skøn opdateres senere

- I lighed med hvad der er en helt normal praksis som led i processen omkring behandling og godkendelse af de årlige finanslove, så vil Naalakkersuisut derfor senere i år foretage en opdatering i skønnene på skatter og afgifter, herunder på afgifter på fisk og rejer. Sædvanligvis er dette sket ved et ændringsforslag til 2. behandlingen af finanslovsforslaget, oplyser departementschefen.

Powered by Labrador CMS