Overlevelseskursus i Kangerlussuaq
Forsvaret afholder i disse dage overlevelsesøvelse i Kangerlussuaq.

Deltagerne er 34 mand, der til daglig bemander C-130J Hercules, Challenger, Lynx helikopteren og F-16.
Desuden deltager soldater, der er udstationeret på Station Nord. Deltagerne har det til fælles, at de risikerer at nødlande eller havarere i Grønland eller et andet område med ekstrem kulde og langt til nærmeste købmand eller hotel.
Efter to dages teoretisk undervisning bliver deltagerne sat af i øvelsesområdet, der ligger på kanten af indlandsisen øst for Kangerlussuaq. Her er temperaturen typisk 30-40 minusgrader.
I to et halvt døgn skal de klare sig i området med det udstyr, de normalt har under flyvninger i området.
Øvelsen skal gøre dem i stand til at overleve i et arktisk område, indtil hjælpen når frem.
Træningen afsluttes mandag, oplyser Forsvarskommandoen.