Atammik
Overgreb kaster lange skygger over Atammik
Endnu flere end hidtil kendt, har været udsat for overgreb fra geologen Victor McGregor.
For 17 år siden blev geologen Victor McGregor anholdt og sigtet for at have begået seksuelle overgreb på drenge i Atammik i 30 år. Mens han var tilbageholdt tog han livet af sig selv.
Senfølger
Men overgrebsmandens død satte ikke et punktum for sagen for Atammik, måske snarere tværtimod.
I februar viste en rapport fra Selvstyrets tilsynsenhed, at ofrene stadig kæmper med senfølger efter de omfattende overgreb.
I juni besøgte så to psykologer fra Selvstyrets rejsehold og bygden. De gennemførte individuelle samtaler og undersøgte samtidig omfanget af voksne med senfølger efter seksuelt overgreb.
Desuden afholdte de to åbne borgermøder samt tilbød rådgivning til borgerne.
Flere overgreb fra McGregor
Samtidig besøgte familiechefen i Qeqqata Kommunia og sagsbehandlere bygden for at forberede den videre indsats.
Område for Familie i Qeqqata Kommunia har i løbet af sommeren besøgt Atammik flere gange. Den indsats har skabt en øget tillid og åbenhed, som har betydet, at flere ofre har åbnet op.
- Denne åbenhed resulterer i, at der kan konstateres flere seksuelle overgreb og sagens omfang er større end før antaget, skriver Qeqqata Kommunia i en pressemeddelelse.
Styrket indsats
På den baggrund har kommunen nu udarbejdet en handlingsplan for det videre arbejde.
- Det er en alvorlig og kompleks sag, og der findes ingen lette løsninger. Derfor arbejder vi helhedsorienteret for at give de berørte personer den rette hjælp, siger formanden for Udvalg for Familie og Sociale forhold i Qeqqata Kommunia, Hans Frederik Olsen (S).
Kurser og kriseberedskab
Den kommunale indsats fremover vil indebære indsatser for børn omkring grænser samt forældrekurser. Folkeskolen skal inddrages og et kriseberedskab skal oprettes i bygden. Qeqqata Kommunia vil samtidig fortsætte med at sende rejsehold til Atammik. Derudover har kommunen anmodet Selvstyret om hjælp til at etablere familiebehandlinger.
Psykologer vil endvidere være i Atammik i september og november 2017, hvor de vil holde kursus, som alle borger har mulighed for at deltage . Der vil også være mulighed for individuelle psykologsamtaler.
- Vi har planlagt indsatser som både fokuserer på de berørte personer, familier og bygdens børn og unge. Jeg er fortrøstningsfuld, administrationen gør et godt og solidt stykke arbejde, siger Hans Frederik Olsen (S).
LÆS OGSÅ:
Efter udvalgsbesøg: Stadig store problemer i Atammik
Iværksætter tiltag som følge af seksuelle krænkelser i bygd