blufærdighedskrænkelse
Overgreb aflyser sidste skoledag: Trak bukserne af ung pige
En unge pige blev i formiddags bundet og fik trukket bukserne ned af en gruppe afgangselever fra Ukaliusaq-skolen i Nuuk. Hendes underliv blev blottet, mens flere tog billeder. Det skriver faren i FB-opdatering. Alle elever er sendt hjem og sidste skoledag er aflyst på skolen.
Opdateret med oplysninger om graffiti kl. 11.12
En gruppe afgangselever fra Ukaliusaq-folkeskole i Nuuk gik onsdag formiddag over stregen.
De skulle angiveligt have bundet en ung pige, hvorefter de trak bukserne af hende, så hendes underliv blev blottet, mens flere tog billeder af optrinnet. Det skriver faren til pigen i en opdatering på Facebook.
Sermitsiaq.AG har i respekt for de forulempede valgt ikke at bringe nogle navne.
Alle 10. klasser sendt hjem
Skoleinspektør Karno Lynge ved USK-skolen siger, at hun ikke ved så meget om situationen endnu - men at hun har hørt, at der angiveligt kun skulle have været tale om én elev, der nu har ødelagt det for alle de andre.
- Det er kun én person, der har ødelagt det for alle andre, siger Karno Lynge til Sermitsiaq.AG, der dog ikke vil afvise, at der har været flere med til optrinnet. Skoleinspektøren fortæller, at sidste skoledag er aflyst.
- Det hele er aflyst nu og alle 10. klasse-elever er sendt hjem.
Gik udover to elever
Skoleinspektøren fortæller, at der var tale om to elever, som fik trukket bukserne ned. En dreng fra 7. klasse og den omtalte pige fra 9. klasse.
Sermitsiaq.AG har snakket med politiets vagtchef, som bekræfter, at de har fået anmeldelsen og at de netop nu er i gang med at indhente oplysninger om sagen.
- Jeg er faktisk i gang med at indhente nogle oplysninger lige nu, men vi er opmærksomme på anmeldelsen, men de nærmere detaljer kender jeg ikke endnu. Men vi ser alvorligt på det, siger vagtchefen.
Udover overgrebet var der også tre elever, der havde tegnet graffiti på skolen. De blev bedt om at fjerne det under opsyn af skolens pedel, inden de altså sammen med de andre elever fra afgangsklasserne kunne gå hjem før tid.