Forhandlinger
Overenskomstforhandlinger med R.G. brudt sammen
Knapt var forhandlingerne mellem SIK og Royal Greenland begyndt, før SIK forlod bordet: - Royal Greenland havde intet at tilbyde, siger formand for SIK, Jess G. Berthelsen
Formand for SIK, Jess G. Berthelsen, opfordrer i en pressemeddelelse Royal Greenland til at give sine medarbejdere en passende lønforhøjelse:
- Det er jo dem, der sørger for, at samfundet kører, siger han.
Udtalelsen kommer i forbindelse med, at overenskomstforhandlingerne mellem SIK og Royal Greenland er brudt sammen.
- Royal Greenland havde intet at tilbyde, siger Jess G. Berthelsen.
Han gør opmærksom på, at prisen for hellefisken er steget markant det seneste par år, men den stigning sammenholdt med øget efterspørgsel på fisken er ikke smittet af på arbejdernes lønninger.
- Det har ikke haft en eneste indvirkning på lønningerne for de medlemmer, som arbejder i Royal Greenland, og det, synes vi ikke, er rimeligt. Fabriksarbejderne bliver hjemsendt i tide og utide. Og det gør, at vores medlemmers årsindkomst ikke er noget, man kan råbe hurra for. Det er på sin plads, at Royal Greenland kompenserer med højere løn, det er jo trods alt dem (fabriksarbejderne, red.), som sørger for, at du og jeg kan få løn, siger Jess G. Berthelsen.
Udover lønstigning kræver SIK, at medlemmerne ikke fratrækkes i løn ved pauser.