Overdragelsesforretning i Kanukoka
Enok Sandgreen bliver dog i Aasiaat året ud.

De grønlandske kommuners landsforening Kanukoka har sagt farvel og goddag ved en reception i Nuuk.
Farvel til kommunalbestyrelsesmedlemmet fra Sisimiut Søren Alaufesen, Atassut, som blev valgt til landsforeningens formand på delegeretmødet i Sisimiut i maj 2007.
Og goddag til borgmesteren i Aasiaat Enok Sandgreen, Siumut, som blev valgt til landsforeningens formand på delegeretmødet i Ilulissat slutningen af september.
Søren Alaufesen afleverede 18 kommuner, men Enok Sandgreen skal på grund af kommunalreformen stå i spidsen for fire storkommuner.
Men der vil gå et par måneder endnu, inden Enok Sandgreen flytter fra Aasiaat til Nuuk.
Enok Sandgreen har nemlig besluttet at gøre sit borgmesterhverv i Aasiaat færdigt, før han kaster sig ud i sin nye formandspost i KANUKOKA på fuld tid.
I en pressemeddelelse begrunder Enok Sandgreen sin beslutning:
– Regnskabet for 2007 i Aasiaat Kommune er endnu ikke færdigt, og desuden har den lokale partiafdeling i Siumut opfordret til, at jeg tager de sidste måneder med i borgmesterarbejdet før kommunesammenlægningen den 1. januar.
Derfor vil han bestride formandsposten i landsforeningen samtidig med, at han tager sig af de sidste opgaver som borgmester i det resterende stykke tid af den nuværende kommunale struktur.
Efter 1. januar 2009 flytter han til Nuuk for at passe formandsposten på fuldtid, sådan som delegeretmødet har besluttet.