Over en million unge har deltaget i pavemesse i Rom

Pave Leo talte om sand lykke og meningsløshed under prædiken i Rom. Mange havde sovet i telt op til messen.

Leo 14. er den første pave, der kommer fra USA. Han var tidligere kendt som Robert Francis Prevost.
Offentliggjort

Over en million unge mennesker har søndag deltaget i en stor messe ledet af pave Leo i den italienske hovedstad, Rom.

Det skriver nyhedsbureauet AFP. Ifølge Vatikanet deltog 450 biskopper og omkring 700 præster i messen.

Det er i år jubelår i den katolske kirke. Det finder sted hvert 25. år, og i de seneste dage har man fejret ungdommens jubelår, som kulminerer søndag.

Ifølge AFP har der været en halv million unge pilgrimme i Rom det meste af ugen. De fleste af de fremmødte har sovet i telte og soveposer, mens de ventede på søndagens messe.

Paven passerer ecuadoriansk flag på vej gennem Rom.

Paven ankom i helikopter, hvor han blev mødt med stor jubel, og påbegyndte herefter messen.

– Der er et brændende spørgsmål i vores hjerter, et behov for sandhed, som vi ikke kan ignorere, hvilket får os til at spørge os selv: Hvad er sand lykke?

– Hvad er den sande mening med livet? Hvad kan befri os fra at være fanget i meningsløshed, kedsomhed og middelmådighed, spurgte den 69-årige pave i sin prædiken.

– Stræb efter store ting, efter hellighed, hvor end I er. Nøjes ikke med mindre, lød det videre.

I alt har unge pilgrimme fra 146 lande ifølge Vatikanet fyldt Roms gader siden mandag.

Leo overtog pavetitlen tilbage i maj efter pave Frans, som døde i april.

Powered by Labrador CMS