Over 50.000 skriver under på forslag om at løslade aktivist i Nuuk

Politikere og kendte har krævet Paul Watson løsladt. Nu samler privatpersoner sig i underskriftsindsamling.

En demonstrant i Paris der ønsker Paul Watson løsladt.
Offentliggjort

Anholdelsen af den 73-årige miljøaktivist Paul Watson i Nuuk 21. juli har affødt demonstrationer, underskriftsindsamlinger og kritik.

Over 50.000 personer har skrevet under på en underskriftsindsamling kaldet "Free Paul Watson" - løslad Paul Watson på dansk.

Bag underskriftsindsamlingen står Kaptajn Paul Watson Foundation, der er en offentlig velgørenhedsorganisation, hvis formål ifølge den selv er at støtte, gribe ind, uddanne og øge bevidstheden om havbevarelse.

Underskriftsindsamlingen opfordrer personer over hele verden til at "samle sig og støtte løsladelsen af en mand, som har dedikeret sit liv til at beskytte vores planet".

Den er adresseret til den danske statsminister Mette Frederiksen (S).

Og støtten til underskriftindsamlingen er strømmet til med underskrivere fra hele verden.

Tirsdag aften har indsamlingen nået 50.714 underskrifter.

- Underskriv venligst denne underskriftsindsamling til Mette Frederiksen om at løslade ham (Paul Watson, red.) fra varetægtsfængslingen.

- Som Paul engang sagde: Enhver social revolution i menneskehedens historie er blevet udført af individers lidenskab, fantasi og mod, lyder det på Paulwatsonfoundation.org.

Canadisk-amerikanske Paul Watson blev anholdt i Grønland 21. juli. Watson er en af de oprindelige stiftere af Greenpeace, som han dog ikke længere er tilknyttet.

Anholdelsen skete på havnen i Nuuk. Her blev Watson anholdt, efter at han var anløbet i havnen med skibet "John Paul Dejoria".

Det skete på baggrund af en arrestordre fra Japan, som blev udstedt i 2010.

Arrestordren kom efter en hændelse i Antarktis, hvor Watson greb ind, mens japanske hvalfangere arbejdede.

Ifølge myndighederne i Japan overfaldt aktivisten hvalfangerne og forhindrede dem i at udføre deres arbejde.

Watson blev efter anholdelsen varetægtsfængslet i Grønland frem til 15. august, hvor der skal være et retsmøde om, hvorvidt han skal udleveres til Japan.

Sagen har fået stor international opmærksomhed.

Blandt andet har 73 politikere fra ti lande på det kraftigste opfordret Mette Frederiksen, til at Danmark øjeblikkeligt løslader Paul Watson.

Brevets underskriver tæller både medlemmer af Europa-Parlamentet og nationale politikere fra Frankrig, Finland, Tyskland, Østrig, Holland, Belgien, Italien, Spanien og Luxembourg.

Den franske præsident har også blandet sig i debatten. Ifølge nyhedsbureauet AFP har Macron opfordret Danmark til ikke at udlevere Paul Watson til Japan, og præsidenten "følger situationen tæt", har det lydt.

Også flere kendte har udtrykt deres støtte til Watson.

Det tæller blandt andre filminstruktøren James Cameron, rockbandet Pearl Jam og sangeren Bryan Adams.

1. august oplyste Justitsministeriet, at det har modtaget en formel udleveringsanmodning fra Japan.

Den blev sendt videre til Grønlands Politi, der vil behandle sagen.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS