Otto laver orpiliaq
Otto Steenhold lavede juletræ, som hans far gjorde det hjemme i bygden
Otto Steenholdt, 70 år, der i dag bor i Klarup ved Aalborg, blev nostalgisk og ville her julemåneden lave et orpiliaq, ligesom hans far gjorde i deres barndom i bygden Qeqertarsuatsiaq ved Aasiaat.
I Otto og Hannes Steenholdts julehilsen til nærmeste familie skriver de blandt andet:
"Julen nærmer sig, og jeg kan ikke lade være med at tænke på vores barndoms jul i Qeqertarsuatsiaq. Vi fik ikke mange gaver, men vi holdt jul med megen glæde, sammen med vore far og mor.
Tænk, hvordan vore far byggede vores juletræ. han brugte kun sin lommekniv, og derfor var det vanskeligt at sætte alle grenene fast på "stammen". Kan I huske, at nogle af genene faldt ned, mens vi dansede om juletræet? Vi skulle skynde os at tage de små faldne stearinlys væk, ellers blev de andre grene antændt, som var dækket med meget tørt lyng.
Se, jeg har lavet et sådant hjemmelavet juletræ i år, selvom der ellers findes mange gode nåletræer i det land, hvor vi befinder os. Jeg har jo mange gode redskaber i mit lille værksted i forhold til min fars eneste lommekniv."
Otto Steenholdt fortæller, at hans gammeldags hjemmelavede juletræ i begyndelsen stod i stuen, men da nålene fra det fastgjodte pyntegran begyndte at fælde, blev hans "rigtige orpiliaq" sat ud i haven til Hanne Steenholdts store lettelse. Hun vil gerne have et rigtigt juletræ i stuen til jul.
Otto Steenholdt beretter, at hans barndoms juletræ var lavet af det, man havde på stedet, lyng. Andre steder blev "kakillaarnaqutit/enebærkviste" anvendt som materiale til et hjemmelavet juletræ i Grønland, før man kunne få de af naturen skabte juletræer.
Da Ottos hjemmelavede orpiliaq ikke lov at stå i stuen længere, syntes han, at de specielt anskaffede små røde og hvide stearinlys ikke skulle gå til spilde, så han har lavet sin adventsholder, hvor de kan bruges.
Lidt sprog forklaring: Juletræ kaldes "orpiliaq" på grønlandsk, stammen er orpik/træ tilføjet - liaq, som bliver til orpiliaq/juletræ, et "hjemmelavet træ".