kommuneinddeling
Østgrønlændere vil have deres egen kommune
En underskriftsindsamling for en østgrønlandsk kommune er startet i Tasiilaq. Planen er, at der skal samles underskrifter i samtlige byer og bygder i Kommuneqarfik Sermersooq
Østgrønlændere vil have deres egen kommune.
Det mener i hvert fald over 300 borgere i Tasiilaq, der har skrevet under på en underskriftsindsamling for en østgrønlandsk kommune og dermed udmeldelse af Kommuneqarfik Sermersooq.
Egon Poulsen, borger i Tasiilaq, har startet underskriftsindsamlingen for en østgrønlandsk kommune i sidste uge. Han mener nemlig sammen med flere østgrønlændere, at Østgrønland burde have sin egen kommune.
- Mange østgrønlændere mener, at kommunesammenlægningen er slået fejl. Jeg har derfor nu efter flere opfordringer startet underskriftsindsamlingen, fortæller Egon Poulsen til Sermitsiaq.AG.
Læs: Østgrønlændere: Behov for forsoning mellem øst og vest
Læs: Sermersooq fyrer 75 medarbejdere
Over 300 har allerede skrevet under
Indtil videre har over 300 personer i Tasiilaq skrevet under på en deling af Kommuneqarfik Sermersooq.
Kommuneqarfik Sermersooq skal fyre 75 medarbejdere som konsekvens af den kommende udligningsordning mellem kommunerne. For udligningsordningen, der indtil videre er sat i bero, vil muligvis koste Kommuneqarfik Sermersooq 140 millioner kroner i kommunal udligning næste år.
Op imod 10 personer skal fyres i Tasiilaq
Og op imod 10 af de 75 medarbejdere skal alene fyres i Tasiilaq, hvor byen på forhånd har oplevet besparelser på skole- og anlægsområdet efter kommunesammenlægningen.
- Efter kommunesammenlægningen har borgerne i Tasiilaq mærket ringere lokal service, hvor næsten alt nu skal igennem Nuuk, siger Egon Poulsen og fortsætter:
- Jeg har også bemærket, at skoleeleverne nu blot får fri fra skolen, når deres lærer har meldt sig syg. For kommunen har blandt andet sparet på vikarer.
- Da Ammassalik Kommune eksisterede havde Tasiilaq flere anlægsopgaver end i dag. Og det er det samme, som er tilfældet i Illoqqortoormiut, siger Egon Poulsen.
Egon Poulsen vil samle underskrifter i samtlige byer og bygder i Kommuneqarfik Sermersooq.