Orto Ignatiussen og Karen Littauer hædret
Odd Fellow Logen nr. 3 Nordstjernens Grønlands Pris, blev uddelt i går til instruktør Orto Ignatiussen og Karen Littauer
Orto Ignatiussen var ikke tilstede ved prisoverrækkelsen, da han er i sin hjemby Tasiilaq i Østgrønland. Prisen modtog instruktør Karen Littauer. Prisen var på kr. 10.000, som modtagerne på forhånd havde øremærket til et projekt med børn i Østgrønland.
Logens tale ved overmester Erik Hansen: – I er kommet hjem efter et imponerende 3 måneders projekt i Qaanaaq. Et projekt der involverede alle byens børn og unge. Hvem andre end jer to ildsjæle, er i stand til at mobilisere energi og kræfter til og derefter med smittende entusiasme at gennemføre et så stort projekt i et område, hvor meget synes uoverkommeligt?
– I har beriget børnene med en længerevarende kreativ oplevelse som har sat sine positive spor i Qaanaaq. Børnene er blevet mere åbne, har fået mere selvtillid og fået deres egen teatergruppe de kan være sammen om. Det er lykkes jer at få noget til at gro i det lille samfund.