massefyring

Organisationer raser over ’kold og kynisk’ fyringsmåde i Sermersooq

AK, ASG, NPK, PK, SIK og Imak er stærkt utilfredse med den fremgangsmåde, som Kommuneqarfik Sermersooq har brugt til at fyre 47 medarbejdere. - Jeg vil sikre mig, at den metode ikke bliver brugt igen, siger kommunaldirektør

Steffen Ulrich-Lynge er administrerende direktør i Kommuneqarfik Sermersooq
Offentliggjort

Som Sermitsiaq.AG torsdag kunne fortælle, har Kommuneqarfik Sermersooq de seneste dage meddelt 47 nu tidligere medarbejdere, at de er blevet fyret på grund af kommunens økonomiske situation.

Nu raser seks organisationer over den fremgangsmåde, som Kommuneqarfik har benyttet sig af, da den triste nyhed skulle overleveres til de enkelte medarbejdere.

Således retter formændene fra AK, ASG, NPK, PK, SIK og Imak deres vrede og utilfredshed mod Asii Chemnitz Narup, Inuit Ataqatigiit-borgmester i Kommuneqarfik Sermersooq.

Læs: Kommuneqarfik Sermersooq opsiger 47 medarbejdere

De kalder i et brev kommunens måde for en ’kold og kynisk fremgangsmåde ved aflevering af breve om varsling af afskedigelser’.

- Det er med gru, at vi har været tilskuere til Kommuneqarfik Sermersooqs behandling af fyringssager af deres personale. Alle vil vaske hænder og ikke tage ansvar, både embedsværket og deres politiske ledere. Ingen vil se deres fyrede medarbejdere direkte i øjnene, skriver de seks organisationers formænd.

Det er Inuuti Fleischer fra PK, Kathrine Ødegaard fra ASG, Dina Olsen fra AK, Sivso Dorph fra Imak, Kaaliina Skifte fra NPK og Jess G. Berthelsen fra SIK.

Læs: Nuuk hårdest ramt af massefyringerne

Uacceptabelt, respektløst og grusomt
De beskriver, at varslingerne om afskedigelserne er foregået således:

- Når mørket sænker sig, og alle har fri fra deres arbejde, lader man kommunens betjente køre rundt i byen til de udvalgte, der skal afskediges. De banker på døren hos den enkelte medarbejder og afleverer et brev, hvori man varsler afskedigelse. Derefter kører betjentene.

- I mange tilfælde efterlader de en enlig medarbejder, der ikke har nogen at snakke med om situationen. Ikke engang tillidsmandssystemet bliver orienteret om det afleverede, således at vedkommende kunne få lejlighed til at være netværk for den uheldigt udvalgte. Man efterlader den enkelte medarbejder, som er i chok, i ensomhed. Hvordan kan sådan noget lade sig gøre i dagens Grønland? spørger organisationsformændene om.

- Mange kan have forståelse for, at der skal spares, men vi finder kommunens behandling af deres personale, som man varsler afsked som værende uacceptabel, respektløs og grusom.

Ikke helt korrekt fremstilling
På borgmesterkontoret fortæller Asii Chemnitz Narup, at det er administrerende direktør i Kommuneqarfik Sermersooq, Steffen Ulrich-Lynge, der skal svare på Sermitsiaq.AG’s spørgsmål, da det handler om et administrativt anliggende.

- Kan du bekræfte, at afskedigelsesforløbet er som beskrevet af organisationerne?

- Det er ikke helt korrekt. De berørte har fået en indkaldelse til en møde med deres leder. På det møde har de fået en partshøringsskrivelse omkring deres afskedigelse. Det er altså ikke en fyreseddel, de har fået, men jeg kan sagtens forstå, at det ikke er en vigtig forskel for de berørte, siger Steffen Ulrich-Lynge.

Vil lave om på fyringsmåde
- Hvorfor har I valgt den fremgangsmåde?

- Det har været kutyme i kommunen i mange år. Argumentet for det har været, at medarbejderne ikke skulle have den ubehagelige besked foran deres kollegaer.

- Hvad siger du til kritikken om en 'kold og kynisk fremgangsmåde'?

- Jeg bryder mig ikke om fremgangsmåden. Medarbejderne fortjener som minimum, at deres leder ser dem i øjnene i den svære situation. Jeg vil også sikre mig, at den metode ikke bliver brugt igen, svarer Steffen Ulrich-Lynge.

Powered by Labrador CMS