Opvækst-traumer skal i fokus
IMAK efterlyser en analyse af det psykiske arbejdsmiljø i Grønland. Det sker som en reaktion på, at Naalakkersuiut vil tilbyde samtaleforløb for trauma-ramte lærere og pædagoger, så de bedre kan hjælpe mobbe-ramte børn.
Lærere og pædagoger, som lider af traumer på grund af mistrivsel eller misbrug af alkohol og hash i barndomshjemmet, kan opleve, at deres traumer står i vejen for, at de bliver den omsorgsfulde fagperson, de gerne vil være. Det skriver avisen AG.
Det fremhæver Uddannelsesstyrelsen i en ny national strategi mod mobning.
Hvis lærerne selv har været udsat for mobning i deres skoletid kan det på ydermere føre til udfordringer.
- Traumerne har måske betydet, at voksenlivet opleves så svært, at der ikke er overskud til at forstå og vise ekstra hensyn til børn i vanskeligheder, fremgår det af strategien.
Derfor er der nu en håndsrækning på vej fra politisk hold for at sikre, at alle lærere og pædagoger kan fremelske en »anti-mobbende« kultur på skoler og i børnehaver.
Naalakkersuisuts tiltag går ud på, at Departementet for Sociale Anliggender i samarbejde med Uddannelsesstyrelsen udvikler forløb, hvor fagpersoner indenfor børne- ungeområdet tilbydes samtaleforløb.
- Dette traumaarbejde kan eventuelt kobles på som en del af efteruddannelsesforløbet, oplyser blandt andet Uddannelsesstyrelsen til avisen AG.
Læs hele artiklen i ugens AG, som du kan downloade og købe herunder: