Nærsynethed

Optiker: Beskyt dit barns øjne

Med enkle huskeregler og hjælpemidler kan man modvirke, at ens barn udvikler nærsynethed.

Mange børn udvikler nærsynethed, fordi øjets muskler overbelastes.
Offentliggjort

Det fastslår optiker Ane Sofie Berthelsen, der er indehaver af Isit Optik i Nuuk, og hun forklarer, at øjnene belastes, hvis man i for lang tid sidder begravet i en bog eller til en skærm.

Overanstrengte øjne

- Ligesom andre muskler i kroppen, kan musklerne i øjet blive overanstrengte. Det er det, der sker, når man i længere tid fokuserer på et punkt tæt på som for eksempel en bog eller en skærm. På den måde risikerer man at gøre sig selv permanent nærsynet, hvilket kan medføre synskorrektion resten af livet, fortæller Ane Sofie Berthelsen.

I takt med at flere bruger lang tid foran smartphones, tablets eller computere, viser en undersøgelse, at rigtig mange vil blive ramt af nærsynethed, hvilket bekymrer optikeren.

Hun opfordrer forældrene til at være særlig opmærksom på sit barn, idet nærsynethed som regel starter i skolealderen.

Vær opmærksom

Følgende skal man være opmærksom på:

  • Holder barnet en hånd for det ene øje, når det skal fokusere
  • Sidder med bog eller skærm helt tæt på øjnene
  • Kniber øjnene samme
  • Skeler eller klager over hovedpine

Tommelfingerregel

- Husk at give øjnene en pause. En god tommelfingerregel er, at for hver gang et barn har stirret intensivt ned i en bog eller ind i en skærm i fem minutter, bør blikket rettes mod et fjernt punkt i nogle sekunder, oplyser Ane Sofie Berthelsen, der mener, at skolebørn jævnligt bør få sit syn tjekket – eksempelvis forud for skolestart.

Powered by Labrador CMS