Oprydning af forladte baser forsinkes
En kort arbejdssæson, udfordrende vejrforhold og corona har betydet, at oprydning af forladte militærbaser kommer til at strække længere end først planlagt, oplyser den danske miljøminister.
I 2017 blev der indgået en aftale mellem daværende formand for Naalakkersuisut Kim Kielsen og daværende miljøminister i Danmark Esben Lunde Larsen.
Her afsatte Danmark 180 millioner kroner til at rydde op i på forladte amerikanske militærbaser her i landet i perioden 2018 til 2023.
Forsvaret har dog indtil videre kun brugt 24 millioner kroner af bevillingen. Det var ellers meningen at der skulle investeres 30 millioner kroner i projektet om året.
Det oplyser miljøminister Lea Wermelin (Soc.) i et svar til folketingsmedlem Aki-Matilda Høegh-Dam (S).
Oprydningen kan ikke færdiggøres i 2023
Miljøministeren fortæller, at projektet har været mere vanskeligt end forudset, og at den oprindelig tidsplan ikke vil holde:
- Det er vurderingen, at de resterende indsatser samlet set ikke kan færdiggøres inden udgangen af 2023, skriver Lea Wermelin om oprydningen.
Derfor er nogle af de bevilgede penge flyttet til 2024, lyder det videre fra ministeren.
Ministeren oplyser, at flere forhold som en kort sæson at arbejde i, svært fremkommelige steder og udfordrende vejr gør arbejdet besværligt. Dertil kommer coronarestriktioner, som også har været med til at bremse arbejdet.
Nogle områder anbefales fredet
Nogle lokaliteter kræver også en længere proces, før oprydningen kan finde sted. Det gælder ifølge ministeren eksempelvis i Sydgrønland, hvor Grønlands Nationalmuseum anbefaler, at stedet Artillery Point forbliver uforstyrret.
Kommune Kujalleq skal så tage stilling til, om kommunen vil følge den anbefaling og altså bevare de amerikanske efterladenskaber.
Ifølge den danske miljøminister er det svært at sige, hvornår oprydningerne vil være færdige, da det blandt andet afhænger, om der kommer flere af disse fredningssager.
Selve oprydningen styres af en gruppe med medlemmer fra Miljøministeriet samt Departementet for Landbrug, Selvforsyning, Energi og Miljø og Forsvarsministeriet. Derudover deltager også Kommunqarfik Sermersooq, der agerer som bygherrer på ti steder, hvor der ryddes op.
I alt er der lokaliseret 18 steder, hvor der er brug for oprydning. Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse står for oprydningen de resterende otte steder.