Opråb: Misforståelser skyld i tvangssager
Børn af grønlandske forældre risikerer at blive tvangsfjernet på grund af misforståelser, mener foreningen Mentor Immanuel. Foreningen har bedt Grønlandsudvalget om, at problemet bliver undersøgt nærmere.
Misforståelser på grund af sprog og kulturforskelle kan i i sidste ende føre til, at børn af grønlandske forældre i Danmark bliver tvangsfjernet af myndighederne.
Det vurderer formanden for foreningen Mentor Immanuel, Karen Banke Petersen, der hjælper grønlændere i Danmark i deres kontakt med myndighederne.
Derfor har foreningen i sidste uge haft foretræde for Folketingets Grønlandsudvalg for at få politikerne til at gøre noget ved sagen:
- Det er vores store ønske, at der skal komme nyere og løbende tal for, hvor mange børn af grønlandske forældre der bliver tvangsfjernet. På den måde kan man følge med i problemet, siger Karen Banke Petersen til Sermitsiaq.AG.
Der skal handles ved omsorgssvigt
Formanden understreger, at hun ikke er ude efter, at myndighederne skal undlade at handle, hvis der sker omsorgssvigt:
- Jeg forstår godt, at når der er omsorgssvigt, så skal der handles, men det skal ske humant og ikke ud fra fordomme, siger Karen Banke Petersen.
Karen Banke Petersen er uddannet sygeplejerske, men har i forbindelse med en ulykke været igennem et længere forløb i det danske system.
Det er blandt andet den oplevelse, der har inspireret hende til at hjælpe andre grønlændere i deres kontakt med systemet og til at starte foreningen Mentor Immanuel.
Vil søge fonde om støtte
Via hendes indsats har hun oplevet flere grønlandske forældre få fjernet deres børn, og Karen Banke Petersen vurderer altså, at sagsbehandlingen i flere tilfælde har været mangelfuld og bygget på misforståelser mellem grønlandsk talende forældre og de danske myndigheder.
- Jeg synes, politikerne tog godt i mod vores forslag, så jeg håber, at der kommer til at ske noget, siger Karen Banke Petersen.
Foreningen vil selv afsøge muligheden for at søge fonde om støtte til arbejdet for hjælp til grønlændere i Danmark.