monopol
Opgør med pantsystemet
Skrappe krav til flasketyper, en skæv beskatning og tætte bånd mellem Unibrew og Carlsberg bremser konkurrencen på ølmarkedet, siger Forbruger- og Konkurrencestyrelsen, der ser frem til den ny emballagebekendtgørelse, der forventes i marts. Imens truer Nuuk Imeq med at stoppe deres produktion i 2018
Grønlandskonsortiet I/S - som har ansvaret for det tekniske management og som består af bryggerierne Carlsberg
og Unibrew - har indstillet, at Nuuk Imeqs produktion ophører med udgangen af 2018. Forklaringen er, at virksomheden i årevis har efterlyst klare rammevilkår og betingelser for fremtidens pantsystem.
Det oplyser bestyrelsesformand for Nuuk Imeq, Justus Hansen.
I Naalakkersuisut tager de udmeldingen til efterretning. Naalakkersuisoq for miljø, Suka K. Frederiksen svarer i en pressemeddelelse, at man først skal have afdækket markedet og mulighederne for at indføre et nyt og tilpasset returpantsystem, før man vil offentliggøre en ny emballagebekendtgørelse, der forventes færdig i marts i år.
LÆS: Nuuk Imeq indstillet til lukning
Den gældende emballagebekendtgørelse fra 2002 har givet Nuuk Imeqs flasker fortrinsstilling i Vestgrønland. Miljømæssigt har ordningen fungeret godt, idet returprocenten for flasker er på over 98 %.
Potentialer i at åbne markedet
I 2012 udgav Forbruger- og Konkurrencestyrelsen i Grønland en rapport, der fastslog, at de skrappe krav til flaskerne, en skæv beskatning og tætte bånd mellem branchens parter bremsede konkurrencen og gjorde det svært for nye producenter at distribuere drikkevarer i Grønland.
LÆS: Naalakkersuisut tager lukningstrussel til efterretning
Efterfølgende henvendte styrelsen sig til Naalakkersuisut for at gøre opmærksom på de skadelige virkninger, som emballagereglerne har for konkurrencen på markedet.
- Vores holdning er, at hvis man deregulerer de meget begrænsede flasketyper, så kunne man få nogle andre produkter, nye erhvervsmuligheder og lavere priser. Der ligger ret store potentialer i at åbne op for det her marked, siger styrelseschef i Forbruger- og Konkurrencestyrelsen, Nicolai Odgaard Jensen.
Læs mere om sagen i Sermitsiaq: