Opfordring: Tætterre samarbejde mellem Naalakkersuisut og KNAPK
Der bør undersøges muligheder for at foretage en omfordeling af restkvoter for nar- og hvidhvaler i Nordgrønland, mener Inatsisartuts udvalg for fangst, fiskeri og landbrug
Fisker, fangst og landbrugsudvalget har drøftet situationen for fangerne i Nordgrønland og deres muligheder for fangst af nar- og hvidhvaler.
- Drøftelserne er foregået med baggrund i udvalgets egen viden på området, og med baggrund i henvendelser til udvalgets medlemmer fra fangere i Nordgrønland. Fangerne i Nordgrønland beretter om vanskelige tider på grund af klimaændringer, manglende fangstmuligheder og en fordeling af kvoter, der ikke tager udgangspunkt fangernes virkelighed, skriver udvalgets formand Henrik Fleischer (S) i en pressmeddelelse.
Kræver hurtig handling
Udvalget opfordrer derfor Naalakkersuisut til at handle, og i samarbejde med KNAPK og organisationens lokale afdelinger til at undersøge mulighederne for at foretage en omfordeling af restkvoter for nar- og hvidhvaler i Nordgrønland, og ‘om nødvendigt give ekstra kvoter’.
- Ligeledes vil udvalget opfordre Naalakkersuisut til at afsøge mulighederne for at gøre det nationale og internationale system for forvaltningen af nar- og hvidhvaler mere smidigt, og dermed i stand til at reagere hurtigere på ændrede forudsætninger, påpeger Henrik Fleischer.
Alvorlig situation
- Situationen for fangerne i Nordgrønland er alvorlig, og udvalget vil anbefale, at Naalakkersuisut ikke forhaler sagen og arbejder for en hurtig løsning, lyder det.