alkoholloven

Opfordring fra Island: Kom igang med at undersøge, hvordan børnene har det på hver eneste skole

I løbet af 20 år har Island fået stoppet druk blandt unge. Grundlaget for succesen er en præcis undersøgelse af, hvordan børnene har det for at identificere risikofaktorer.

Offentliggjort

Det handler ikke om at gætte eller formode, men om at vide. Det har været udgangspunktet for Islands succesrige indsats mod druk, rygning og misbrug af stoffer blandt unge.

Indsatsen startede for 20 år siden. Dengang væltede unge fulde rundt i Reykjaviks midtby, og det stod klart, at der måtte sættes målrettet ind.

Lokale undersøgelser
Som vi kunne fortælle i går, så er antallet af ungen mellem 15 og 16 år, der har drukket i løbet af den seneste måned, faldet fra 42 procent til 5 procent siden dengang.

LÆS OGSÅ: 20 års målrettet indsats: Island har fået bugt med unges druk

Grundlaget har været, at man har undersøgt, hvordan børnene har det på hver eneste skole i Island.

- Det er helt nødvendigt med disse lokale undersøgelser af, hvordan børnene trives, forklarer Jón Sigfússon, der er direktør for det islandske programm, der har navnet ‘Planet Youth’, og som er tilknyttet universitet i Reykjavik.

Generalsekretær for Vestnordisk Råd, Inga Dóra Markussen kender både det islandske og grønlandske samfund godt. Mandag og tirsdag i denne uge har hun deltaget i en workshop hos netop Planet Youth. Og hendes opfordring til Grønland er klar.

- Det er bare med at komme igang med at lave disse undersøgelser, så vil det allerede her stå klart, hvor man først skal sætte ind, siger hun til Sermitsiaq.AG.

Masser af fritidstilbud
Undersøgelserne i Island kigger ikke blot unges brug af alkohol og cigaretter, faktisk bliver der spurgt til stort set alt i de unges liv.

- Det handler om at identificere mulige risikofaktorer, forklarer Jón Sigfússon til Sermitsiaq.AG.

- Hænger de unge for eksempel ude om aftenen eller trives de dårligt, så er det helt afgørende, at få fat i disse oplysninger, så hvert enkelt lokalområde ved, hvor de skal sætte ind.

Der er nemlig ikke som sådan én ’islandsk model’. Med undersøgelserne i hånden sætter de forskellige aktører i lokalsamfundet sig sammen. Sportsklubber, fritidsklubber, skoler og socialarbejder finder i fællesskab frem til, præcis hvordan de vil reagere på risikofaktorerne.

Dette har mundet ud i, at der i løbet af de sidste 20 år er skabt et væld af fritidsaktiviteter i Island. Inga Dóra Markussen fortæller, at hun blev helt overvældet over de mange tilbud, da hun i sin tid flyttede til Island med familien.

- Vi blev indkaldt til en forældreaften, hvor vi blev præsenteret for de enormt mange muligheder for fritidsaktiviteter. Jeg var nærmest ved at falde ned af stolen, siger hun.

- Aftal i klassen, hvornår børene skal være hjemme
En anden vigtig del af indsatsen er, at Island indførte en form for ‘udgangsforbud’, så unge under 17 ikke må være alene ude efter klokken 22 (klokken 24 om sommeren). I starten blev de unge stoppet af politiet og frivillige forældre, når de var alene ude om aftenen. Men nu er det blevet almindelig hverdag, at unge ikke hænger i byen.

Inga Dóra Markussen tror ikke på, at det vil fungere, at indføre sådan en regel fra oven i Grønland. I stedet for foreslår hun, at man starter nedefra.

- Forældrene kunne for eksempel sætte sig sammen, når børnene starter i 1. klasse. så kan de aftale nogle spilleregler for, hvordan tingene skal foregå. Det kan blandt andet være, hvornår børnene skal være hjem om aftenen.

Tre gode råd
Islands tidligere præsident Ólafur Ragnar Grímsson er protektor for Planet Youth. Han sammenfatter den islandske succes med disse tre råd:

  1. Forældrene skal bruge en time dagligt sammen med deres børn
  2. Børnene skal deltage i mindst et fritidstilbud.
  3. De unge skal vente med at drikke indtil de er fyldt 18.

Inga Dóra Markussen og hendes familie flytter hjem til Grønland i det nye år. Og de er fast besluttet på, at tage de gode islandske vaner med hjem.

- Vi har aftalt, at vi holder fast i, at børnene skal være hjemme om aftenen, så vi kan tilbringe tid sammen med dem, siger hun.

Powered by Labrador CMS