KREDITKORTSNEDBRUD

Opdateringer i Nets-systemer kan stadig skabe problemer

Der er fortsat ingen forklaring på Nets' nedbrud lørdag aften, som muligvis fortsat kan give problemer søndag.

Betalingsvirksomheden Nets fik et nedbrud lørdag aften, der skabte store problemer med kortbetalinger i hele Norden.
Offentliggjort

Der kan søndag stadig være udsving rundt omkring med Nets' betalingsservice, da der muligvis kan være systemer og terminaler, der skal opdateres.

Det oplyser Nets' pressechef, Søren Winge, søndag til BT.

Ifølge Søren Winge kører systemerne i øjeblikket normalt hos Nets.

Nets kan endnu ikke forklare, hvorfor systemet brød ned lørdag aften.

Selskabet forsøger efter bedste evne at guide deres kunder i forløbet, oplyser Nets til BT.

- Vi kan ikke sige så meget andet, end at driften i går blev normaliseret omkring klokken 19 - med forskellig effekt frem til klokken 22, siger Søren Winge til BT.

Han tilføjer, at de hos Nets er ved at sikre driften og analysere forløbet så godt som muligt.

Nedbruddet hos betalingsvirksomheden skabte store problemer med kortbetalinger i hele Norden (inkl. Grønland, red.).

I Danmark voldte det problemer blandt andet på Storebæltsbroen, hvor lange køer førte til frustrationer hos mange bilister.

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi oplyste på det sociale med X, at der i den forbindelse blev rettet dødstrusler mod personalet.

To bomme blev desuden tvunget op, og Sund & Bælt overvejer, om bilisterne bag skal politianmeldes.

Nedbruddet påvirkede alle korttyper.

Det fik også mærkbare konsekvenser for forlystelsesparken Tivoli, der afviklede en koncert med sanger Tom Jones.

I en pressemeddelelse oplyser Tivoli, at det er vanskeligt at opgøre det samlede økonomiske tab præcist, men at der var et direkte tab i omsætningen.

- Tekniske fejl kan opstå, men når så vigtig en infrastruktur svigter, må der være en stærkere struktur for håndtering og information, siger Tivolis direktør, Susanne Mørch Koch, i pressemeddelelsen.

- Det gælder både ved nedbrud og i tilfælde af eventuelle målrettede forstyrrelser. Lørdag aften viste, at der må vi styrke os.

Powered by Labrador CMS