Ombudsmand kritiserer kommune: Anbragte børn boede hjemme i fem år
Fire anbragte børn kom aldrig tilbage til plejeforældre efter et hjemmebesøg hos deres mor i 2018. Hjemgivelsen af børnene blev godkendt af kommunen i februar i år. Processen er uacceptabelt, lyder det.
Det er yderst kritisabelt, at Qeqqata Kommunia ikke traf en afgørelse om hjemgivelse af børn til deres mor, og at kommunen ikke håndhævede anbringelsen af fire børn.
Sådan indleder ombudsmand Vera Leth sin kritik til Qeqqata Kommunia i en flere siders rapport om en specifik social sag, som hun har undersøgt. Ombudsmanden modtog i 2022 og 2023 en række klager fra en mor, hvis fire børn var anbragt udenfor hjemmet. På baggrund af klagerne fra moderen valgte ombudsmanden at undersøge sagen omkring hjemgivelsen af kvindens fire børn.
De fire børn blev den 22. juli 2016 akut anbragt udenfor hjemmet. I forbindelse med et hjemmebesøg i 2018 blev de fire børn permanent boende hos deres mor, selvom kommunen ikke havde truffet en afgørelse om at børnene skulle vende hjem igen.
Skulle i anden plejefamilie
- Ombudsmanden fandt det yderst uacceptabelt, at kommunen ikke traf en afgørelse om hjemgivelse inden A’s fire børn flyttede hjem, samt at kommunen ikke håndhævede afgørelsen om anbringelse, indtil der blev truffet en afgørelse om hjemgivelse, skriver ombudsmanden i en udtalelse.
Ifølge Qeqqata Kommunia, der i forbindelse med undersøgelsen af sagen har givet en udtalelse, skulle kommunen undersøge familiens forhold i hjemmet, før kommunen kan træffe en afgørelse om hjemgivelse.
Efter hjemmebesøget i 2018 er det ikke lykkedes kommunen at finde en ny plejefamilie, da kommunen mangler plejefamilier til så mange børn. Derfor blev de fire anbragte børn hjemme hos deres mor frem til kommunens afgørelse i februar 2023, hvor børnene bliver hjemgivet igen.
- Der er ikke i børnestøtteloven eller anden lovgivning hjemmel til, at forældremyndighedsindehaveren kan have et anbragt barn boende hjemme indtil kommunalbestyrelsen træffer en afgørelse om hjemgivelse, lyder en del af kritikken fra ombudsmanden.
Tilknyttet familiehuset og i behandling
Ifølge kommunens oplysninger var moderen tilknyttet familiehuset i Qeqqata Kommunia, hvor også børnene flyttede permanent til i 2018 efter hjemmebesøget. Moderen skulle ifølge kommunens oplysninger været i et forløb med en behandling.
Kommunen har ikke taget en afgørelse om hjemgivelse af børn i 2018, da kommunen finder det nødvendigt at undersøge moderens hjem og forhold før børnene kunne komme hjem.
En ansøgning om hjemgivelse var indstillet til godkendelse, men kommunen havde et ønske om at undersøge familieforholdene endnu en gang, før børnene kunne hjemtages.
Samtidig oplyser kommunen ombudsmanden, at kommunen havde accepteret at de anbragte børn kunne blive boende hos deres mor, mens ansøgningen om hjemgivelse blev behandlet – hvilket det gjorde i fem år.
Politikere orienteret
- Jeg ser ikke, at hverken børnestøtteloven eller anden lovigning opererer med officielle og uofficielle hjemgivelser. Jeg er således uforstående overfor denne sondring, lyder det fra ombudsmand Vera Leth.
Kvinden har ikke modtaget børnebidrag, boligsikring eller anden økonomisk støtte, mens sagen blev undersøgt.
Ombudsmanden opfatter, at der er begået alvorlige fejl og forsømmelser, og har derfor valgt at give Lovudvalget i Inatsisartut samt kommunalbestyrelsen i Qeqqata Kommunia en orientering om den kritisable håndtering af ansøgningen om hjemgivelse af fire anbragte børn.