råstoffer

Olsvig frygter sjældne jordarter-klausuler

- Grønland har den lovgivende og udøvende magt, uanset hvilke mineraler det handler om, siger IA's folketingsmedlem, Sara Olsvig

- Grønland skal ikke levere kompetencer tilbage til Danmark, og jeg vil stærkt opfordre den danske regering til at holde sig til selvstyrelovens bestemmelser, siger IA's Sara Olsvig
Offentliggjort

Inuit Ataqatigiits folketingsmedlem, Sara Olsvig, er bekymret for, at den danske regering vil indsætte klausuler i forbindelse med sikkerhedspolitiske anliggender i ændringen af udlændingeloven.

- Grønland skal ikke levere kompetencer tilbage til Danmark, og jeg vil stærkt opfordre den danske regering til at holde sig til selvstyrelovens bestemmelser, siger Sara Olsvig.

Strategiske mineraler
Der er uenighed mellem Grønland og Danmark om ansvarsfordelingen hvad angår kompetencer vedrørende sjældne jordarter.

- Selvfølgelig skal Grønland og Danmark samarbejde, når det gælder sikkerheds- og forsvarspolitik. Sikkerheds- og forsvarspolitik er rigsanliggender. Uenigheden ligger i, hvorvidt sjældne jordarter skal udløse en form for dansk klausul, fordi de kan betegnes som strategiske mineraler. Her er Inuit Ataqatigiit fuldstændig enig med Naalakkersuisut. Det er Grønland, der har den lovgivende og udøvende magt, uanset hvilke mineraler det handler om, uddyber Sara Olsvig i en pressemeddelelse.

Kan ikke være rigtigt
Folketinget skal her i foråret efter planen vedtage en lov om udlændinges adgang til opholds- og arbejdstilladelse i anlægsfasen af storskalaprojekter i Grønland. Nu lader det til ifølge Sara Olsvig, at den danske regering vil indsætte klausuler vedrørende sikkerhedspolitiske anliggender i ændringen af udlændingeloven.

- Ændringerne i udlændingeloven omhandler arbejds- og opholdstilladelser. Hvis det er rigtigt, at den danske regering vil lægge klausuler ind om sikkerhedspolitik i udlændingeloven, så er det en uacceptabel sammenblanding af tingene. Jeg håber meget, at Naalakkersuisut og den danske regering kan finde sammen i dialog om det videre arbejde. Det er vigtigt for Grønland, at rammelovgivningerne kommer på plads så vi alle ved hvad vi har at gøre med, siger Sara Olsvig.

- Klausuler om sjældne jordarter hører ikke hjemme i udlændingeloven.

Som opfølgning på storskalalovens vedtagelse, først i 2012 så efter nyvalg i 2013, har de nødvendige medfølgende ændringer i udlændingeloven skabt røre i Folketinget. Behandlingen af udlændingelovens ændringer er endnu ikke datosat.

Sara Olsvig stiller nu følgende spørgsmål til den danske regering:

  • Hvad har regeringen af bemærkninger til responsum af 25. april 2014 'Om kompetencefordeling i forhold sjældne jordarter i Grønland' samt til Naalakkersuisuts pressemeddelelse om samme af 1. maj 2014, og er regeringen enig i responsummets konklusioner?
  • Pressemeddelelsen fra Naalakkersuisut af 1. maj 2014 har overskriften 'Storskaloven og sjældne jordarter'. Hvilken kobling mener regeringen der er mellem sjældne jordarter og storskalaloven, samt ændringen af udlændingeloven om arbejds- og opholdstilladelser i forbindelse med storskalaprojekter i Grønland?
  • Mener regeringen, det er hensigtsmæssigt, at koble bestemmelser om specifikke mineralarter sammen med ændringerne i udlændingeloven i forbindelse med storskalaloven? Hvis ja, hvad er så baggrunden for dette?
  • Hvilken dialog har regeringen haft med Naalakkersuisut om fremsættelsen af ændringen af udlændingeloven som følge af vedtagelsen af storskalaloven, og om sjældne jordarter i den sammenhæng?
Powered by Labrador CMS