oliespild
Oliespild: Faldt i søvn under påfyldning
Ca. 1.500 liter diesel blev spildt i Uummannaq havn under sandslugeren ’Holmi’s påfyldning af sine brændstoftanke op
Det er lykkedes for brandvæsenet i Uummannaq, at få opsamlet det meste af den diesel, der var spildt ud i havnebassinet natten til lørdag. Et besætningsmedlem i sandslugeren ’Holmi’ havde sat brændstofpumpen i gang og var faldet i søvn.
Læs: Uummannaq havn ramt af olieforurening
- Det var en forbipasserende person, der var blevet opmærksom på, at der var ved at ske udslip, fortæller politibetjent Kent Birk fra Uummannaq politi til Sermitsiaq.AG.
Det meste er opsamlet
’Holmi’ var i færd med at fylde sine brændstoftanke op natten til søndag. Men det besætningsmedlem, der stod for påfyldningen var faldet i søvn umiddelbart efter.
- Vi skønner at omkring 1.000 – 1.500 liter diesel var blevet spildt i havnen, da brændstoftanken var blevet fyldt helt op, siger Kent Birk.
Udslippet lagde sig som et lag over havnebassinet og spredte stank af brændstof.
Brandvæsenet blev tilkaldt, som fik lagt flydespær rundt om skibet og fik suget en del af udslippet op.
- Vi regner med at have samlet det meste af udslippet op omkring skibet. Vi fortsatte opsamlingen af oliespil ved pontonbroen søndag, fortæller Isak Pjettursson fra brandstationen i Uummannaq Isak Pjettursson til Sermitsiaq.AG.