Olieselskaber til Færøerne og drøfte ny udbudsrunde
Tredje olie-udbudsrunde på Færøerne ventes til efteråret. Interessen er blevet større efter Chevron har fundet god olie kun otte sømil fra Færøernes grænse.

En række olieselskaber, der er med i olieefterforskningen i og omkring Færøerne, har netop besøgt øerne i forbindelse med den tredje udbudsrunde af den færøsk undergrund.
Udbudsrunden, der finder sted til efteråret, ventes at skabe stor interesse, efter at Chevron har fundet olie og har indledt en forsøgsproduktion i det britiske område kun otte sømil fra grænsen mellem Færøerne og Shetlandsøerne.
Ifølge de seneste udmeldinger fra Chevron viser oliefundet i det såkaldte Rosebankområde sig at være god og let olie, der er nem at udvinde.
Lederen af de færøske oliemyndigheder Sigurd í Jákupsstovu, siger til avisen Sosialurin, at de sidste nyheder er meget positive. Man formoder således, at undergrunden i det færøske areal ved grænsen til Rosebank, ligner det område, hvor der nu udvindes olie.
Bag Rosebankfundet står foruden Chevron blandt andet også det dansk ejede DONG. Selskaberne er nu ved at være klar til at foretage forundersøgelser af den færøske undergrund tæt ved grænsen til Rosebank. Det kan betyde, at de allerede næste år vil indlede en forsøgsboring nær det britiske oliefund.
Til efteråret bliver det også klart, om BP sammen med Shell og Anardako vil foretage et boreforsøg i den såkaldte Williamsbrønd sydvest for Færøerne.
Færøernes oliemyndigheder har siden år 2000 haft foreløbig to udbudsrunder og givet i alt 15 boretilladelser. Der er hidtil gjort fem boreforsøg. Resultaterne har dog været forholdsvis skuffende, da olieselskaberne enten er landet i tomme brønde eller basaltlaget har været for tykt.
De nye udmeldinger om oliefund i blandt andet Rosebank, har dog fået optimismen og troen på et muligt færøsk olieeventyr til at vende tilbage. Olieselskaberne, der netop har besøgt Færøerne, har blandt andet diskuteret de nuværende betingelser for olieboring på Færøerne, samt ikke mindst den tredje udbudsrunde, hvor selskaberne tilkendegiver, hvilke områder af Færøernes undergrund, de ønsker at bore i.
/ritzau/