Ole Dorph vandt i Ilulissat

Tidligere borgmester i Ilulissat kommune har gjort politisk comeback

Ole Dorph (t.h.) og Palle Jeremiassen (t.v.) fik et godt valg i Ilulissat. Foto: Ilulissat Foto
Offentliggjort

Ole Dorph fra Siumut er nu sikker på at komme ind i kommunalbestyrelsen i Qaasuitsup Kommunia.

Han har ikke været med i politik siden 2005, hvor han valgte ikke at genopstille og koncentrerede sig om sin erhvervskarriere i rejse- og turistbranchen.

Ole Dorph fik 376 personlige stemmer i Ilulissat, mens hans partikammerat Palle Jeremiassen fik 203 personlige stemmer.

Ole Dorphs comeback kan betyde, at han bliver Siumuts kandidat til borgmesterposten i Qaasuitsup Kommunia, når forhandlingerne om samarbejde med andre partier bliver indledt onsdag.

Dårlige valg
Nuværende borgmester Jess Svane er genvalgt til kommunalbestyrelsen, men han fik ’kun’ 178 personlige stemmer i Qasigiannguit. Siumut opstillede sin topscorer som borgmester efter valget i 2008.

Tidligere borgmester i Ilulissat Anthon Frederiksen fra Kattusseqatigiit Partiiat fik et dårligt valg i Ilulissat, hvor han ’kun’ fik 124 personlige stemmer mod 580 stemmer i 2008.

Powered by Labrador CMS