Økonomien har kostet forstander jobbet
Både forstander i Campus Kujalleq og rektor i GUX Qaqortoq under Campus Kujalleq er blevet opsagt. Begrundelsen for fyring af forstanderen er den skrantende økonomi, mens rektorens fyringsårsag er ukendt.
OBS: Artikel rettet efter henvendelse fra fungerende forstander i Campus Kujalleq.
To ledere i Campus Kujalleq er blevet opsagt.
Det bekræfter bestyrelsesformand i Campus Kujalleq, Karsten Lyberth-Klausen til Sermitsiaq.AG.
Bestyrelsen har indgået en fratrædelsesaftale med forstander i Campus Kujalleq, Henrik Ebbe Nielsen pr. 1. juli sidste år.
- Der har ikke været styr på økonomien, og det er årsagen til opsigelsen af forstanderen, udtaler Karsten Lyberth-Klausen til Sermitsiaq.AG.
Han kan ikke uddybe begrundelsen, da det drejer sig om en personalesag.
Ifølge bestyrelsesformanden har Campus Kujalleq haft et merforbrug på omkring syv millioner kroner i 2021, og forventningen er at 2022 bliver endnu værre.
Ansat en fungerende forstander
Stinus Silassen er nu fungerende forstander i Campus Kujalleq. Bestyrelsesformand Karsten Lyberth-Klausen forklarer, at forstanderen har ansvaret for rektorens ansættelse.
Til Sermitsiaq.AG bekræfter Stinus Silassen, at der er en igangværende personalesag omkring rektor i GUX Qaqortoqs ansættelse.
Campus Kujalleq, der har en gymnasial- og en erhvervsuddannelse under sig har omkring 400 elever.