Øjebliksbillede fra en dyreklinik
Donnas Dyreklinik i Nuuk har været gennem en turbulent periode uden dyrlæger. Nu er der ro på igen. Redningen hedder Casey Tucker fra Australien, som på sin første dage skulle håndtere noget så sjældent som fire hundehvalpe i rap
To sorte og to lyse. Fire hvalpe i alt, der skal undersøges af den nye dyrlæge hos Donnas Dyreklinik, Casey Tucker fra Australien, og så oveni købet på hendes første arbejdsdag efter endt karantæne.
- Folk tror altid, at dyrlægejobbet inkluderer masser af små hvalpe, men det er faktisk ret sjældent. Dyr lever jo længe, så det er faktisk ret sjældent, at vi får unger ind, siger dyrlægen til avisen AG.
- Heldig første dag for mig, smiler hun.
Casey er heroppe med sin mand og to små børn.
- Vi havde en drøm, om at komme til Grønland. Vi skulle egentlig ellers have været heroppe i april 2020, men…, siger hun og trækker i skuldrene og det er indlysende, at corona satte en stopper for drømmen. I hvert fald i første omgang.
De fire hvalpe har endnu ikke fået navne og skal alle til nye ejere. De sorte kommer inde fra Kapisillit, hvor de rendte frit rundt. Ejeren havde allerede slået resten af kuldet på seks hvalpe ihjel og var det ikke for klinikassistent og hundeinspektør i Nuuk, Tom Amtoft, var de sidste to endt med at blive aflivet. De to lyse kommer fra Paamiut. Moren til de lyse blev steriliseret dagen efter. Mens hvalpene er i Nuuk - og inden de kommer videre til nye familier - bor de hos Dyrenes Venner. Det var da også tre frivillige, blandt andet formand Alex Grønkjær, der eskorterede de energiske hvalpe. Den første sorte hvalp hoppede kækt ud af bilen, mens de andre var lidt mere forsigtige. En enkelt skulle lige tage et minuts tilløb.