Obama og Helle talte om Thule
USA's præsident Barack Obama er "meget imponeret" af Helle Thorning-Schmidts første tid som statsminister

USA's præsident, Barack Obama, erklærede sig fredag "meget imponeret" over statsminister Helle Thorning-Schmidts (S) første fem måneder som dansk regeringsleder.
Det skete efter deres første møde i Det Hvide Hus, hvor de to ledere også fik lejlighed til at vende den europæiske gældskrise, situationen i Syrien, pirateri samt indsatsen i Afghanistan.
Barack Obama takkede desuden Danmark for krigsdeltagelsen i Libyen, og han sagde direkte, at kampen mod den nu afdøde, væltede libyske leder Muammar Gaddafi ikke ville have været "så effektiv", hvis det ikke var for de danske piloters indsats.
Desuden diskuterede Thorning og Obama en mere civil udnyttelse af Thule-basen på Grønland, ligesom de også fik talt om deres børn, pointerede Helle Thorning-Schmidt på et møde med pressen.
Helle Thorning-Schmidt takkede også USA for den befrielsesaktion, der i januar førte til befrielsen af den danske minerydder Poul Hagen Thisted og dennes amerikanske kollega Jessica Buchanan efter knap tre måneders fangenskab i Somalia.
Helle Thorning-Schmidt benyttede desuden lejligheden til at invitere Barack Obama til København.
Obama er i efterhånden en god kender af den danske hovedstad efter klimatopmødet i 2009 og IOC's session samme år, hvor præsidentens hjemby Chicago gjorde et mislykket forsøg på at blive vært for OL i 2016.