nytår
Nytårsudtalelser med fokus på selvstændighed
Nytårsudtaleserne fra partierne og GE beskæftiger sig alle med planerne om selvstændighed
Det er næppe overraskende, at målet om selvstændighed er omtalt i samtlige nytårsudtalelser.
Emnet blev trods alt sat eftertrykkeligt på den politiske dagorden igen, da koalitionen blev omdannet i efteråret. Selvstændighed står i den første sætning i koalitionsaftalen og der blev skabt en post som naalakkersuisoq for selvstændighed.
S: Til glæde for Grønland
Siumut mener, at den kommende selvstændighed vil være en fordel for borgerne i landet.
- Det grønlandske folk er på vej mod selvstændighed. Siumut har sammen med de øvrige partier i Inatsisartut et stort ansvar for, at den kommende selvstændighed får en form, som har den nødvendige tilslutning blandt borgerne her i landet. Vi tror på, at den kommende selvstændighed vil være til gavn og glæde for Grønland. Det gælder også i forhold til samarbejdet med Danmark, som vil få nye og spændende dimensioner, skriver Siumuts formand Kim Kielsen i sin nytårsudtalelse.
IA: Alle skal med
Inuit Ataqatigiit fokuserer på, at der skal være plads til forskellighed i et selvstændigt Grønland.
- Vi skal stå sammen om det forberedende arbejde for selvstændighed. Et stærkt fællesskab som folk og som land opfinder ikke sig selv, det er noget vi i fællesskab skal opbygge. For at opbygge dette er det nødvendigt, at vi giver plads til hinandens forskelligheder, og at vi har gensidig respekt. At sikre sammenhold er det vigtigste i vor kamp for selvstændighed, og det er også her vort største ansvar som Naalakkersuisut ligger. Vi er nødt til at forholde os til, at vi som et folk er få mennesker. Vi har brug for alle kræfter. Vi skal ikke støde vore medmennesker bort eller opildne til splittelse på baggrund af vore forskelligheder, skriver IA-formand Sara Olsvig i sin udtalelse.
D: useriøst og kritisabelt
Demokraterne derimod mener, at der er for meget varm luft i udmeldingerne om selvstændighed.
- Demokraterne har intet imod koalitionspartiernes »benhårde« arbejde for selvstændighed, men vi har noget imod, at man tilsyneladende bruger selvstændighed som et indholdsløst slagord uden at fortælle borgerne og samfundet, hvilke konsekvenser der medfølger. Det er ansvarsløst.
Fortalerne for selvstændighed drømmer stort, og det er der såmænd intet forkert I, men de har ikke fremvist nogle planer herfor, og det er umuligt at få dem til at forholde sig til væsentlige spørgsmål som økonomi, borgerrettigheder samt velfærdsydelser. Det er useriøst og dybt kritisabelt, skriver formand for Demokratiit, Randi Vestergaard Evaldsen.
GE: Bekymrende økonomisk politik
Grønlands Erhverv (GE) mener, at koalitionen nærmest arbejder for det modsatte af selvstændighed, når det gælder den økonomiske politik.
- Selvstændighed kræver, at Grønland først opnår økonomisk selvbårenhed. At vi tjener penge nok til at drive et samfund på egne betingelser. Uden bloktilskud eller anden økonomisk hjælp udefra. I det lys er det bekymrende, at koalitionsaftalen mellem Siumut, Inuit Ataqatigiit og Partii Naleraq savner fokus og prioritering. Koalitionsaftalen giver på én gang løfter om lavere skatter, mere udgiftskrævende velfærd og en offentlig økonomi i balance. Men efter vedtagelsen af underskudsfinansloven for 2017 er det svært at se, hvordan Naalakkersuisut vil få de mange løse ender til at mødes, sriver formand Henrik Leth og direktør Brian Buus Pedersen på vegne af GE.
Du kan læse udtalelserne i deres fulde længde i Sermitsiaq: