Nyt værested for hjemløse: - Gadeteamet gør en kæmpe forskel

Hjemløse og socialt udsatte har fået et nyt værested i Kommuneqarfik Sermersooq, hvor gadeteamet hjælper med at tage hånd om den enkeltes hverdag.

Billedet er taget i forbindelse med åbningen af det nye værested for hjemløse og udsatte borgere.
Offentliggjort

Hjerterummet. Det er navnet på et nyt værested i Kommuneqarfik Sermersooq, hvor hjemløse og socialt udsatte kan komme på hverdage i tidsrummet mellem klokken 9 til 14.

Her står gadeteamet blandt andet klar til at hjælpe de enkelte borgere med udfordringer i hverdagen. Men der bliver også stillet en række faciliteter til rådighed, herunder et ordentligt bad, rent skiftetøj og hårklipning.

- Jeg ser det som en glædelig nyhed, at vi har fået etableret et værested for hjemløse og udsatte borgere, siger Inge Olsvig Brandt, udvalgsformand for Velfærd og Arbejdsmarked.

Mening og håb

Hun tilføjer:

- I dagligdagen glemmer vi måske betydningen af at have mulighed for at tage et bad eller gå til frisøren. Sagen er desværre den, at det ikke er alle, som har den mulighed, men det får de heldigvis nu med etableringen af Hjerterummet.

Udvalgsformanden mener, at gadeteamet og faciliteterne, kommunen stiller til rådighed, er med til at gøre en stor forskel for de borgere, som benytter sig af dem.

- Hvis vi vender det blinde øje til, risikerer vi bare at lade dem køre ud på et sidespor. Gadeteamets arbejde gør en kæmpe forskel. Det er en sejr, hvis vi kan tilføre mening og håb i de borgeres hverdag. Med andre ord har vores indsats en præventiv effekt, siger hun.

Projekt med forsøgsboliger

I forbindelse med gadeteamets tilstedeværelse på værestedet vil der ifølge kommunen blive lavet handleplaner for borgeren med henblik på at komme videre med støtte og vejledning samt opbakning og opfølgning.Det er en del af en helhedsorienteret socialfaglig indsats for de hjemløse og socialt udsatte i kommunen.

Dertil kommer, at man fra kommunens side har vedtaget en aftale om et projekt med forsøgsboliger til hjemløse borgere i kommunen.

Powered by Labrador CMS