Nyt våben mod narkokriminalitet: Politiet skal kunne bruge agenter

Ny lovgivning vil give Grønlands Politi nye muligheder for anvendelse af agenter i indsatsen mod organiseret kriminalitet. Forening er kritisk.

Offentliggjort

Smugling af hash til Grønland fylder meget i toldvæsenets og politiets arbejde, ligesom det jævnligt trækker overskrifter i medierne.

Nu er der ny lovgivning på vej, som skal styrke politiets kamp mod blandt andet narkokriminalitet ved at muliggøre brug af agenter.

Agenter skal også bruges til bekæmpelse af organiseret kriminalitet og kriminalitet på internettet, lyder det fra naalakkersuisoq, der præsenterer lovforslaget på efterårssamlingen

Et eksempel på agentvirksomhed, kan ifølge Naalakkersuisut være, at politiet af egen drift henvender sig til en sælger og beder om at købe et parti narkotika.

Ville normalt opfattes som medvirken

- Forskellen fra de nugældende regler til de nye regler er, at agenten tager del i lovovertrædelsen på en måde, som normalt ville opfattes som medvirken til forbrydelsen, og dermed under normale omstændigheder ville være kriminaliseret, skriver naalakkersuisoq for justitsområdet, Naaja H. Nathanielsen (IA), i et notat til Inatsisartut.

Naalakkersuisoq lægger vægt på, at loven vil give flere redskaber til politiet til at efterforske og opklare forbrydelser. Selve loven er udarbejdet af Justitsministeriet i Danmark, da politiet er dansk ansvarsområde.

Ifølge lovmaterialet kan agentvirksomhed altså betyde, at politiet aktivt bidrager til, at en anden person foretager en kriminel handling. For at politiet kan bruge agenter er der tre forhold, der skal være opfyldt:

  • For det første skal der være en begrundet mistanke om, at lovovertrædelsen er ved at blive begået eller forsøgt.
  • For det andet skal brugen af agentvirksomhed antages at være af afgørende betydning for efterforskningen.
  • For det tredje er det et krav, at den lovovertrædelse, som efterforskes, angår en særlig grov lovovertrædelse.

Forening er kritisk

Når de tre betingelser er opfyldt, skal politiet indhente godkendelse fra retten til foretagenet.

I høringen har det Kriminalpræventive Råd opfordret til at have fokus på balance mellem hensynet til kriminalitetsbekæmpelse på den ene side og hensynet til retssikkerheden på den anden og opfordret til høj grad af transperans.

Retspolitisk Forening er kritisk og har en række forbehold over for loven. Blandt andet er foreningen kritisk overfor, at der ikke er fastsat en mere konkret afgrænsning af, hvornår politiet må bruge agenter.

Justitsministeriet præciserer, at ved formuleringen ”særlig grov” lovovertrædelse forstås en lovovertrædelse, "hvor der konkret må forventes idømt ubetinget anstaltsanbringelse af en ikke ubetydelig varighed."

Powered by Labrador CMS