Nyt studie: Vandstanden stiger hurtige og hurtigere

Et nyt studie fra DTU anslår, at vi kommer til at se vandstanden stige med flere centimeter i fremtiden.

Offentliggjort

Vandstanden i verdenshavene er steget med 7,5 centimeter de seneste 30 år, og over de næste 100 år kan vi formentlig lægge yderligere 70 centimeter til.

Sådan lyder konklusionen i ny dansk forskning fra Danmarks Tekniske Universitet (DTU).

Det skriver Videnskab.dk.

Forskerne fra DTU har for første gang brugt data fra europæiske satellitter til at måle havniveauets ændringer over de seneste 30 år, og data fra satellitterne viser, at vandstanden i verdenshavene ikke bare stiger fra år til år, men også at den årlige stigning bliver større og større.

- Det er meget vigtigt, at vi nu har en bedre forståelse af, hvad der kommer til at ske i fremtiden. Tag som eksempel Lynetteholmen, der er ved at blive bygget ud for København. Her skal bygherrerne allerede nu have styr på, hvor meget havet kommer til at stige i fremtiden, for ellers kan husene komme til at stå under vand, siger en af forskerne bag det nye studie, professor Ole Baltazar Andersen fra DTU Space, til Videnskab.dk.

Studiet, som Ole Baltazar Andersen har lavet i samarbejde med kandidatstuderende Tadea Veng, er offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Advances in Space Research.

Både klimaforskere og politikere bør finde det nye forskningsresultat interessant.

Sådan lyder vurderingen fra seniorforsker William Colgan fra De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS).

- For 10 år siden diskuterede vi stadig, om vandstanden i verdenshavene steg. I dag ved vi, at den stiger, og dette forskningsresultat er en del af en ny bølge viden, som viser, hvor meget den stiger med.

- Det bringer videnskaben op på et helt nyt niveau, hvor vi nu kan se, at vandstanden ikke bare stiger, men at stigningen også bliver større og større for hvert år der går, siger William Colgan, som ikke har været en del af det nye studie, men har læst det.

Specielt hæfter William Colgan sig ved, at det nye studie meget nøjagtigt viser, hvor i verdenshavene vandstanden stiger mest.

Ækvator har de seneste 30 år oplevet de største vandstandsstigninger. I Sydøstasien har man observeret vandstandsstigninger på op mod en centimeter om året, mens havet rundt om Grønland det seneste årti har oplevet et fald.

- Omkring Grønland skyldes faldet primært, at Indlandsisen smelter. Når isen smelter, løfter landet sig. Samtidig bliver der mindre is til at ’holde på vandet’, hvorfor vandet søger bort, forklarer Ole Baltazar Andersen.

I det nye studie har forskerne fra DTU brugt data fra fire EU-ejede satellitter.

Resultaterne fra både de europæiske og amerikanske satellitter viser, at vandstanden i verdenshavene steg med omkring 2 millimeter om året fra 1990 til 2000. Derefter steg den med 3 millimeter om året fra 2000 til 2010 for siden 2010 at være steget med 4 millimeter om året.

Det betyder, at der hvert år bliver lagt cirka 0,1 millimeter til den årlige vandstandsstigning på globalt plan.

- De to tal ligger inden for usikkerheden af hinanden, så man må sige, at vores studie slår to streger under konklusionen. Derudover er det interessant at tage med, at de europæiske satellitter dækker et større areal af verdenshavene end de amerikanske, fordi de amerikanske satellitter kun dækker så langt nord som til Alaska, mens de europæiske dækker op til Grønlands nordlige kyst, slutter Ole Baltazar Andersen.

Powered by Labrador CMS