Nyt smittetilfælde: Landslægen maner til ro

Landslæge Henrik L. Hansen oplyser, at det formodede coronasmittede barn fra Nuuk er rejst til Danmark i går tirsdag. Lige nu afventer myndighederne en ekstra test for at sikre sig, at testen er korrekt positiv.

Offentliggjort

Et nyt tilfælde af coronasmitte er opdaget ved test på et hospital i Danmark. Det er et barn fra Nuuk, der er rejst til behandling i Danmark tirsdag, og som i den forbindelse er blevet testet for corona med en af de mere avancerede test, altså ikke en af de nye lyntest.

Testen viste positiv, men landslægen understreger, at man lige nu afventer endnu en test for at sikre sig, at resultatet holder.

Resultatet ventes at indløbe indenfor én time eller to, oplyser Landslægen til Sermitsiaq.AG.

- Før vi har fået vished om, at der er en rigtig positiv test, sætter vi ikke yderligere i værk i Nuuk, siger Henrik L. Hansen.

Han oplyser, at der arbejdes efter de gældende retningslinjer med at udrede kontakter til den potentielt smittede, og at de personer med tættest relation til barnet er ved at blive testet.

- Dem der ikke er blevet kontaktet skal ikke selv tage initiativ til at blive testet. Vi tager kontakt i tilfælde af at det er nødvendigt, siger landslægen.

Powered by Labrador CMS