Nyt forsøg: Múte B. underskriver aftale med Island
Formanden for Naalakkersuisut har torsdag indgået en aftale om tættere samarbejde med Island. En anden aftale om øget samarbejde mellem Grønland, Færøerne og Island blev indgået i 2017, men her blev aftalen erklæret i strid med grundloven og annulleret.
Formanden for Naalakkersuisut er i disse dage i Island, hvor han skal deltage i konferencen Arctic Circle.
Torsdag er han også mødtes med den islandske statsminister Katrín Jakobsdóttir, og de to ledere har underskrevet en erklæring, der oversat til dansk bærer den lange titel "Erklæring om samarbejde mellem formanden for Naalakkersuisut for Grønland og Islands statsminister om fremtidigt samarbejde mellem Grønland og Island".
I aftalen er der fremhævet en række punkter, som de to ledere lover hinanden er fokuspunkter i det fremtidige samarbejde. Punkterne er:
- Man vil afdække muligheder og forhindringer for at der kan indgås en frihandelsaftale mellem Grønland og Island.
- Også på fiskeriområdet skal det undersøges, om der kan indgås aftaler.
- Udvidet økonomisk samarbejde.
- Klimaændringer og biodiversitet.
- Ligestilling.
- Uddannelse og forskning.
- Kulturelt samarbejde.
Der står videre i aftalen, at de to ledere skal mødes hvert andet år og vudere, hvordan det går med punkterne i aftalen.
Samarbejdsaftale blev kendt ugyldig i 2017
Tilbage i 2017 underskrev Island og Grønland sammen med Færøerne en aftale, der også handlede om tættere samarbejde på en række områder.
Den aftale blev dog annulleret af den danske regering. Den daværende danske udenrigsminister, Anders Samuelsen (LA), sagde, at aftalen var i strid med grundloven og juridisk ugyldig.
Múte B. Egede understreger overfor Sermitsiaq.AG, at aftalen med Island er en aftale mellem to nabolande, og at den indgås med respekt for selvstyreloven.
Múte: Spild af tid at bekymre sig
- Det er to naboer, der laver en aftale med hinanden, siger han.
Spørgsmål: Kan man komme i samme problemer som i 2017?
- Jeg synes, det ville være spild af tid at bekymre sig om, for det er en aftale mellem Grønland og Island, og Grønland skal markere sig mere og mere på det udenrigspolitiske område, siger Múte B. Egede.
I 2019 indgik Naalakkersuisut en aftale om øget samarbejde med USA, og her udtalte daværende naalakkersuisoq for udenrigsanliggender, at aftalen udvidede rammerne for rigsfællesskabet, fordi den dannede præcedens for, at Grønland kan indgå aftaler om hjemtagne områder med fremmede lande.
Ligheder med underkendt aftale
Kigger man i den aftale, som Naalakkersuisut indgik i 2017 med Island og Færøerne, og som blev underkendt af den danske regering, så er der visse ligheder med den aftale Múte B. Egede har indgået torsdag.
Aftalen fra 2017 omhandlede nemlig også udvidelse af samarbejde hvad angår handel og andre områder, hvor der var fælles interesser. Der var også en plan for, hvordan repræsentanter fra Islands, Grønlands og Færøernes regeringer skulle mødes løbende og følge op på aftalen.
Aftalen blev underkendt, fordi den danske regering vurderede, at der var tale om et udenrigspolitisk anliggende, som Danmark skulle have været inde over.
Underkendelsen af aftalen førte til en hård reaktion fra det daværende landsstyremand for udenrigsanliggender på Færøerne, Poul Michelsen (Framsókn):
- Det er så forbandet langt ude at vide, at de skriver til Island og annullerer en aftale, som vi har lavet, sagde Poul Michelsen til færøsk radio dengang.