Nyt forskningsskib skal kortlægge havbunden
For nyligt lagde Grønlands nye forskningsskib Tarajoq til kaj i Nuuks havn. Skibets anløb markerer en ny epoke for grønlandsk havforskning.
Grønlands nye forskningsskib, Tarajoq, er udstyret med den nyeste teknologi, som gør det muligt for den marine biologiske og geologiske forskning at nå helt nye dybder.
Det 61 meter lange forskningsskib har kostet 235 millioner kroner, repræsenterer Grønlands hidtil største investering i forskning og markerer en ny æra for grønlandsk havforskning.
Tre kilometers dybte
- Med Tarajoqs multibeam-ekkolod vil vi kunne nå ned til nye dybder af havbunden. Hvor vi med Sanna har været begrænset til 1000 meters dybde, vil vi med Tarajoq kunne kortlægge havbundens topografi helt ned til 3000 meters dybde. Samtidig, vil vi kunne undersøge havbundens underliggende geologiske enheder. Det er første gang, vi kan gøre det alene på grønlandsk forskningskapacitet, og dét er helt fantastisk, fortæller forsker Diana Krawczyk fra Grønlands Naturinstitut, i en pressemeddelelse.
Sammen med kolleger fra Grønlands Naturinstitut, Zoological Society of London, University of Vermont, DTU Aqua, og GEUS skal hun nu i gang med at kortlægge havbundsområder ud for Diskobugten, som er af særlig interesse.
Vigtig led
Mens en kortlægning af havbundens fysiske, geologiske terræn kan hjælpe forskerne med at modellere den biologiske distribuering af habitater, er bundprøver og videooptagelser med til at underbygge målingerne med mere detaljerede billeder af, hvilke fisk og havbundsdyr, der lever i et område.
Havbundskortene vil bidrage med den viden, der er nødvendig for en aktiv, bæredygtig forvaltning af de marine ressourcer i Grønland, og som på sigt kan være med til at optimere fiskeriet.
- Inden for det kommercielle fiskeri vil man kunne drage nytte af habitatmodellerne, så fiskeriet kan maksimeres, samtidig med at man beskytter unikke områder med sårbart dyreliv og sikrer en langsigtet, bæredygtig anvendelse af marine ressourcer i Grønland, lyder det fra Diana Krawczyk.
En aktiv forvaltning af havbunden er i dag det vigtigste punkt i vedligeholdelsen af MSC-certificeringen for rejer og hellefisk, oplyses det.