Narsaq
Nyt diabetikerkursus på trapperne
Levnedsmiddelskolen Inuili og Departementet for Sundhed er i gang med et pilotprojekt for diabetikere
I denne uge har levnedsmiddelskolen Inuili sammen med Departementet for Sundhed og Paarisa afholdt et kursus for diabetikere i Narsaq.
Det er et pilotprojekt, som efter en evaluering måske skal tilbydes til andre byer på kysten.
12 kursister
I det første kursus deltager 12 diabetikere samt to personer fra det lokale sundhedsvæsens livsstilsambulatorium.
Kurset forløber over fem halve dage og er rettet mod type 2-diabetikere - det, der før hed gammelmandssukkersyge.
Men nu hvor sygdommen rammer borgere i en yngre alder - og i et omfang, der er dobbelt så højt som i for eksempel Danmark, har Departementet for Sundhed valgt at prioritere det nye tiltag.
Kost og motion
Formålet med kurset er at give deltagerne mere viden om diabetes, de skal lære at leve med de muligheder og begrænsninger, diabetes giver, blandt andet risikoen for hjertekarsygdomme.
Der er fokus på kost og motion med henblik på en forbedret sundhedsadfærd - og i det hele taget skal deltagerne lære at håndtere deres eget liv med en kronisk sygdom.
Da der er en direkte sammenhæng mellem diabetes og kosten, lærer deltagerne også praktisk diabetesrigtig madlavning.