valgkamp
Nyt afslag om støtte til valgkamp
Inatsisartuts finansudvalg holder fast ved, at der ikke bliver bevilget støtte til partiernes valgkamp ved kommunalvalget
Naalakkersuisut har sendt en ny ansøgning om støtte på 1,4 millioner kroner til partiernes valgkamp under kommunalvalget. Men ansøgningen er igen blevet afslået af Inatsisartuts finansudvalg, der retter kritik mod behandlingen af sagen.
Læs: Ingen offentlig støtte til valgkamp
Atassut, Inuit Ataqatigiit, Siumut og Kattusseqatigiit Partiiat søgte i januar om støtte til deres valgkamp forud for kommunalvalget i år. Men ansøgningen blev dengang også afslået af det daværende Naalakkersuisut.
Støtten til valgkamp skulle komme de fire partier til gode, fordi det var meningen, at de skulle dele de 1,4 millioner kroner.
Men den nye ansøgning fra Naalakkersuisut med Siumut i spidsen er igen blevet afslået af finansudvalget. Det sker, til trods for at der ifølge loven kan bevilges støtte til kommunalvalgkamp. Men en bevilling kræver, at der bliver afsat et beløb gennem finansloven, og det var der ikke blevet gjort på finansloven for 2013. Det var også samme argument, der blev brugt, da ansøgningen blev afslået af Naalakkersuisut i januar.
- Det er rigtigt, at finansudvalget for nogle år siden i forbindelse med behandlingen af en tillægsbevillingsansøgning om midler til kommunal valgkampstøtte godkendte ansøgningen, til trods for at kommunalvalg afholdes hvert fjerde år, og at kommunalvalget derfor ikke kunne komme som en overraskelse for Naalakkersuisut, skriver formanden for Inatsisartuts finansudvalg, Finn Karlsen fra Siumut, i udvalgets mødereferat.