Nye regler skal imødegå unge gymnasieelevers behov

Fire nye bekendtgørelser ændrer i den gymnasiale uddannelse, som man kender den i dag. Naalakkersuisoq for Uddannelse, Kultur, Idræt og Kirke glæder sig over, at bekendtgørelserne nu er revideret.

Ændringer i bekendtgørelserne betyder også, at der - udover standpunktskarakter - fremover skal gives en mundtlig udtalelse i alle fag, bortset fra metodik.
Offentliggjort

Den gymnasiale uddannelse bliver ændret på en række områder.

Det sker efter, at Naalakkersuisut har vedtaget fire nye bekendtgørelser på gymnasieområdet. Det drejer sig blandt andet om optagelsesproceduren, ændring af grundforløbet til første semester og nye regler for lærerråd.

Mere gennemskueligt

Bekendtgørelserne betyder, at rektor som noget nyt - i helt særlige tilfælde - kan tillade en elev at gå til reeksamen i løbet af uddannelsen.

Det kan for eksempel ske, hvis det er afgørende for, at eleven består sin studentereksamen. Rektor kan også tillade en reeksamen i løbet af uddannelsen, hvis det er afgørende for, at eleven bliver optaget på en videregående uddannelse.

Den primære ændring i Selvstyrets bekendtgørelse om optagelse på den gymnasiale uddannelse er ansøgningsprocessen, som skal være mere gennemskuelig.

Ansøgere skal ikke længere vælge, hvorvidt de ønsker at lade sig optage via retskrav og eventuelt dispensation - eller om de skal vælge at tage til optagelsesprøve.

Ændringer i bekendtgørelserne betyder også, at der - udover standpunktskarakter - fremover skal gives en mundtlig udtalelse i alle fag, bortset fra metodik.

Desuden skal besvarelser af opgaver fremover ske elektronisk.

Omfattende evaluering

Naalakkersuisoq for Uddannelse, Kultur, Idræt og Kirke glæder sig over, at bekendtgørelserne nu er revideret.

- Jeg er glad for, at de fire bekendtgørelser nu er opdateret i forhold til revideringen af gymnasieloven, som trådte i kraft 1. januar 2021 på baggrund af en omfattende evaluering af den gymnasiale uddannelse:

- Det er vigtigt, at tilpasse reglerne i forhold til de behov de unge gymnasiestuderende møder, for at kunne videreuddanne sig, siger Peter P. Olsen (IA)

Bekendtgørelserne træder i kraft den 1. august 2022.

Powered by Labrador CMS