Nye muligheder for råstofmuseum

Et nationalt råstofmuseum med rummelige lokaler, der skal fortælle flere hundrede års grønlandsk minehistorie.

Det er stadig drømmen for Bjarne Ljungdahl, som igennem flere år har holdt positive møder med Kommuneqarfik Sermersooq.

Nu er pensionisten, der bor i Sisimiut, dog ved at blive mere rådvild.

- Jeg har efterhånden mistet tålmodigheden overfor kommunen, fordi de har lovet mig flere ting igennem tiderne, siger han til Sermitsiaq.AG.

Fremtid for lukket museum?
- Jeg har talt med fire forskellige kommunekonsulenter gennem tiderne, som alle har været meget velvillige. Jeg kan kun tolke det som mangel på politisk interesse og prioritering, at man ikke har fundet lokaler og penge.

Ljungdahl åbnede i 2006 i samarbejde med Ivittuut Kommune et museum for sten, mineraler og lokalhistorie for Grønnedal og andre mineområder.

Siden er store dele af Grønnedal som bekendt lukket ned, og samtidig har det offentlige hidtil ikke prioriteret den historiske samling, som Kommuneqarfik Sermersooq i dag har opmagasineret i blandt andet en stak containere i Nuuk.

Måske bevægelse i tingene
I maj måned har selvstyret holdt et møde med Sermersooq om mulighederne for at genåbne museet i nye lokaler. Dog frygter den pensionerede stensamler, at hverken kommunen eller selvstyret har øje for mulighederne i sådan et museum.

Derfor er Bjarne Ljungdahl også begyndt at mødes med andre parter blandt andet i Sisimiut.

- Hvis ikke landspolitikerne vil give penge til et nationalt råstofmuseum, og hvis ikke Sermersooq heller vil løfte opgaven, så synes jeg egentlig, at kommunen skulle overgive den gamle museumssamling til Qeqqatta Kommunia, hvor jeg ved, at der er stor interesse.

Vil gerne finde plads
I Sisimiut har der her i foråret været vist interesse i kommunen og på Råstofskolen for at lave et ambitiøst museum, siger han.

- Det kræver en vis plads. Det er ikke bare nogle montrer med nogle sten i. Det er nødvendigt med cirka 400 m2 i opvarmede lokaler.

Bjarne Ljungdahl og hans tidligere kolleger fra det i dag nedpakkede museum fra Ivittuut har samlet alskens historiske materialer fra omkring 20 forskellige små og store mineprojekter i landets historie med råstofudvinding.

Bør være et stort museum
- Jeg har skrevet en beskrivelse med krav og vejledning til, hvordan de flere tusinde mineraler, sten, fotos, malerier og arkivalier fra ivittuut-tiden kan blive udstillet forsvarligt.

Der er få penge i kommunerne i øjeblikket. Kan det ikke blive nødvendigt at indrette et lidt mindre museum?

- Nej, så bliver det ikke et videnskabeligt interessant museum længere.

Betyder det, at du helt vil protestere, hvis nogen gerne vil hjælpe med et nyt museum men i mindre målestok end du foreslår?

- Ja. Jeg synes, det vil være synd. Det skal være et museum på et videnskabeligt niveau, og dette bør ikke tænkes som en slags lille legeplads, en stensamling der kan lokke lidt ekstra turister til, siger Bjarne Ljungdahl, der mener kommunen indtil nu har set stort på den historiske værdi af de materialer, som nu er i dens varetægt.

Sisimiut er også positive
- Sermersooq har smidt de største sten lige foran rådhuset, blandt andet verdens største klump ren kryolit, hvor den står og forfalder lige nu, fordi folk hugger små stykker af den. Det er den slags behandling, der gør, at jeg mister min respekt for Sermersooq Kommunes håndtering af sagen.

Ifølge Ljungdahl er de også begyndt at kigge på lokaler i Sisimiut ligesom i Nuuk.

En arbejdsgruppe af embedsmænd og politikere arbejder ifølge pensionisten på at etablere et nationalt råstofmuseum, hvor ivittutsamlingerne kan indgå.

Håber på nyt flot museum
- Den største samling findes i forvejen på Bygge og Anlægsskolen i Sisimiut, og lederen af skolen har også givet tilsagn om det foreslåede projekt.

- Det er egentlig lige meget, hvor det skal ligge i landet, bare det bliver prioriteret ordentligt. I Sisimiut har de vist mere interesse på 14 dage, end den anden kommune har gjort på tre år, siger ildsjælen.

Ljungdahl håber, at genetableringen af hans gamle museum kan blive selvstyrets sag som et museum for nationalarv og en af landets kommuner.

Han vil gerne have det på finansloven med andre ord.

Men lige nu er hans største bekymring, om tidens tand kommer til at præge mange af de ting, der nu ligger i containerne i Nuuk.

Bekymret for forfald
- Mit store problem er, at jeg ved, at nogle af tingene bliver opbevaret på en forkert måde, f.eks. er der nogle gamle 3-d-modeller af minerne, som er ved at forfalde, fordi de står i fugt og kulde i nogle kolde containere på den kommunale oplagringsplads i Nuuk.

Ud over oliemalerier, dagbøger og fotografier, er der også en dumptor og en tippevogn fyldt med kryolit.

En dumptor er en særlig maskine, der kunne hænte materiale i mineskakterne 70 meter over havoverfladen. Denne er fremstillet specielt til denne tunnel i Ivittuut og vil som mange af de andre gemte ting være spændende at få på museum, mener Ljungdahl.