Nyansatte på DIH

En lille bitte fremgang er, hvad chefadminstrator på Dronning Ingrids Hospital med en vis forsigtighed, kalder de fire nye fastansatte sygeplejersker.

Foto: Leiff Josefsen.

For hospitalets patienter betyder det, at 10 af de lukkede sengepladser igen kan åbnes, og at der bliver taget et lille hul på ventelisten, skriver knr.gl.

- Vi har fået fastansat fire på kirurgisk og har udsigter til at modtage nogle overenskomstansatte på medicinsk afdeling. Det betyder, at vi kan åbne nogle af de lukkede sengepladser, siger chefadministrator på Dronning Ingrids Hopsital, Ann Birkekær Kjeldsen.

Hun forklarer en del af fremgangen med at forårssæsonen generelt tiltrækker flere til sundhedsvæsnet, men at det ikke er hele baggrunden.

- Det er jo meget spændende at være sygeplejerske i Grønland. Det er også hårdt, fyldt med udfordringer og et stort ansvar. Mange ser det også som et frirum. Desuden tror jeg, at den øgede opmærksomhed vi har lavet omkring rekruttering af sygeplejersker i udlandet har virket, siger hun.

Ifølge Ann Birkekær Kjeldsen bliver seks senge på medicinsk afdeling genåbnet og fire senge på K3, som er den gynækologiske afdeling. Fra ventelisten er patienter med gynækologiske problemer og galdestenspatienter blevet opereret. Derudover er få knæ- og hofteopreationer gennemført og selv om det kun er en lille start, så er Ann Birkekær Kjeldsen godt tilfreds med den lille fremgang.

- Det er ikke mange, men det er da sådan, at vi kan sige, at der er blevet taget et lille hul på ventelisten, siger hun.

Der er fra 1. maj ansat fire nye sygeplejersker til kirurgisk afdeling, og fire overenskomstansatte virkarsygeplejersker til medicinsk afdeling, som betyder at projekt- og dagskirurgien i et mindre omfang kan genoptages.

Powered by Labrador CMS