pilluaritsi

Ny top hos Grønlands Råd for Menneskerettigheder

Ny formand er børnetalsmand og formand for Børnerådet Aaja Chemnitz Larsen

Ny formand for Grønlands Råd for Menneskerettigheder er børnetalsmand og formand for Børnerådet Aaja Chemnitz Larsen
Offentliggjort

Grønlands Råd for Menneskerettigheder har på et møde for nylig valgt en ny formand og næstformand. Den tidligere formand Hjalmar Dahl, som er medlem i rådet som repræsentant for ICC har valgt at trække sig på grund af et kommende valg til ICC´s bestyrelse og som gør hans mandat i Rådet usikkert. Hjalmar Dahl fortsætter som menigt medlem i rådet til udgangen af juli indtil andet bliver besluttet af ICC´s kommende nye bestyrelse.

Den nye formand er børnetalsmand og formand for Børnerådet Aaja Chemnitz Larsen, som er repræsentant fra Børnerettighedsinstitutionen MIO, og næstformand er Josef Therkildsen, som er repræsentant i rådet for SIK.

Rådet besluttede også, at den nye formand bliver medlem af bestyrelsen i Institut for Menneskerettigheder i Danmark.

Rådet har store opgaver i vente
Den nye formand for Grønlands Råd for Menneskerettigheder Aaja Chemnitz Larsen siger i en kommentar til sin nye post, som hun overtager fra Hjalmar Dahl:

- Jeg glæder mig over valget som formand og særligt over, at det samlede råd står bag udnævnelsen. Jeg vil gøre mit bedste for at skabe et synligt råd og bruge min erfaring med implementering af internationale konventioner.

- Rådet har en kæmpe opgave i, at gøre rettigheder forståelige og relevante for almindelig mennesker og vi vil gøre alt hvad vi kan for at leve op til det, siger Aaja Chemnitz Larsen i en pressemeddelelse.

Med udpegningen til bestyrelsen i Institut for Menneskerettigheder får rådet en mulighed for at påvirke instituttets arbejde og prioritering af arbejdet med menneskerettigheder i Grønland. En kommende anordning i Danmark og en ny bekendtgørelse, som trådte i kraft den 17. marts, muliggør, at Institut for Menneskerettigheder kan arbejde i Grønland med særligt fokus vidensopbygning og overvågning af menneskerettigheder.

Aaja Chemnitz Larsens mål
Aaja Chemnitz Larsen udtaler i den forbindelse:

- Mit mål er, at sikre, at man igennem Grønlands Råd for Menneskerettigheder får opbygget kompetence generelt i samfundet til, at forstå menneskerettigheder for f.eks. børn, personer med handicap eller oprindelige folk. Vores opgave er, at den viden omsættes til konkret handling.

Og uddyber:

- Institut for Menneskerettigheder har rigtig meget viden, som vi kan gøre god gavn af og bruge i rådets arbejde, men vores mål er, at vi på sigt får et Center for Menneskerettigheder, så den viden på sigt forankres i samfundet.

Har igangsat en række initiativer
Grønlands Råd for Menneskerettigheder har igangsat en række initiativer, blandt andet påbegyndt afrapportering om status på menneskerettigheder til internationale komitéer, som følger efterlevelsen af konventioner. Indtil videre er der afgivet rapportering på handicapkonventionen og generelt om menneskerettigheder.

Grønlands Råd for Menneskerettigheder afholdt den 19. marts drøftelse om en række konkrete menneskeretslige udfordringer om børn, handicap, kultur og sprog samt retssikkerhed.

Powered by Labrador CMS