Neqi
Ny sæson: 10.000 flere lam skal slagtes
Årets lammeslagtning er nu i fuld gang på slagteriet Neqi
Der er nu igen fuld fart over feltet på slagteriet Neqi A/S i Narsaq, efter at den nye sæson for lammeslagtning begyndte mandag.
Naalakkersuisoq for fiskeri, fangst og landbrug Finn Karlsen fra Siumut sagde i sin åbningstale i forbindelse med Kommune Kujalleqs landbrugsseminar i Narsaq for nylig, at slagteriet i fremtiden vil slagte 10.000 flere lam, efter at Neqi fik et nyt moderne slagteri sidste år.
I dag slagter Neqi 23.000 grønlandske lam om året, som forarbejdes til en lang række kvalitetsprodukter, der primært sælges til detailhandlen i Grønland.
Det nye slagteri vil give mulighed for produktion af flere lam og andre dyr end i dag.
- Neqi har meddelt, at man har lavet beregninger om, at slagteriet i fremtiden kan få leveret 10.000 flere lam fra jer, fåreholdere, sagde Finn Karlsen blandt andet til seminardeltagerne.
Neqi har et mindre antal medarbejdere fastansat året rundt. I højsæsonen beskæftiges der over 100 medarbejdere.