Ny rapport: Olieindustrien har i årtier vildledt om klimaet

Industrien bag fossile brændstoffer har bevidst forsøgt at skævvride den offentlige og politiske forståelse for klimaforandringer i USA gennem årtier, viser ny rapport.

Indlandsisen
Offentliggjort

I en ny rapport med titlen ’America Misled’ opsummeres konklusionerne fra en række studier, som peger på, at brændstofindustrien har brugt videnskabens indbyggede usikkerhed – den systematiserede tvivl – til at få befolkning og politikere til at tvivle på, at klimaforandringerne primært er menneskeskabte. Det skriver Videnskab.dk.

Selskabernes egne forskere lavede en prognose i 1980’erne, der har vist sig at holde stik indtil i dag, og som dengang pegede på, at CO2-udledningen vil skabe enorme forandringer af Jordens klima inden år 2050, hvis den ikke bremses, eller hvis der ikke på anden vis findes en løsning.

Industrien skjulte egne indsigter

Industrien, heriblandt ExxonMobil, udarbejdede en strategi for at bekæmpe klimaforskningens overordnede konklusioner. Det viser de interne og eksterne dokumenter fra ExxonMobil, som rapportens konklusioner blandt andet bygger på.

Læs mere på Videnskab.dk: Er 97 procent af forskerne enige om, at klimaforandringer er menneskeskabte?

Strategien var blandt andet, at:

  • Fremlægge videnskabelige argumenter for, at klimaforandringerne kan være naturlige og ikke nødvendigvis menneskeskabte.
  • Udskyde handling på klimaforandringer, til vi er mere sikre.
  • Benægte videnskabelig konsensus og få politikere og medier til at lytte til ’begge sider’ i den videnskabelige debat – som om de to sider er lige understøttet af videnskaben.

Effekten af brændstofindustriens strategi har, trods enighed blandt forskere, sandsynligvis haft indvirkning på den amerikanske befolknings forståelse af klimaforandringerne og vilje til at handle på dem, indikerer en række studier.

Forskerne opsummerer konklusionerne:

- Klima-misinformation kan mindske offentlighedens forståelse for klimaforandringer; mindske støtten til handling; modarbejde spredningen af fakta, polarisere offentligheden i politiske linjer og føre til mindre offentlig og privat dialog og debat om klimaforandringer.

Dansk forsker: »Rapportens konklusioner holder«

Den nye rapport er ikke skrevet og lavet som en almindelig forskningsrapport, men er nærmere lavet som en opsummering og gennemgang af hovedpointerne fra forskning i klimaretorik og klimaforandringer.

Læs mere på Videnskab.dk: Hvorfor er klimaskeptikere ofte højreorienterede?

Men da rapporten ikke er forskning i sig selv, er det vigtigt at tage den kritiske hat på.

På Københavns Universitet er der dog ikke meget tvivl om rapportens hovedpointer:

- Jeg har ingen grund til at betvivle den rapport. Som forskere bliver vi nødt til at holde en dør på klem for, at vi kan tage fejl, og den sunde tvivl har industrien ofte via fonde og tænketanke udnyttet til at så usikkerhed og vildledning om videnskabens ellers klare konklusioner, siger Olaf Corry.

Han er lektor på Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet, hvor han blandt andet forsker i international klimapolitik.

Han fortsætter:

- Det er dokumenteret, at der har været en systematisk kampagne fra dele af industrien, som har påvirket den offentlige mening, specielt i USA. Vi kan ikke 100 procent sige, hvilket omfang effekten af kampagnen har haft. Men meget peger på, at der har været en betydelig effekt.

Andre artikler på Videnskab.dk

Klimaforandringer: Det ved vi om klimaets tilstand

Vi brænder de træer, der skulle hente CO2 ud af atmosfæren

Mennesket udleder op til 100 gange mere CO2 end vulkaner

Powered by Labrador CMS