Ny politisk uro om Nordpolen

Tirsdag ringede en kollega fra canadisk tv: 'Hvad siger den danske regering til Canadas krav om Nordpolen?' Samtalen kunne have været hurtigt afsluttet. Den danske regering siger ingenting – ej heller Naalakkersuisut. Men udvekslingen med Canada bragte nye informationer: Nordpolen er igen blevet politisk. Og måske har Canadas premierminister netop brudt en aftale med kongeriget Danmark.

Mindst to forhold antyder, at det er sådan. Og det kan være alvorligt. I 2007 satte russerne et flag på bunden af Det Arktiske Ocean præcis ved Nordpolen. Det indførte ny politisk spænding i kampen om klodens top. Denne gang er det langt mindre dramatisk, men dog i samme boldgade. I værste fald kan hele grænsedragningen i oceanet nord for Grønland gå i stå.

Fredag den 6. december skulle Canada sende sit krav til havbunden ved Nordpolen til FN. De canadiske forskere har med stort besvær og dyre isbryder-ekspeditioner indsamlet videnskabelige data om havbunden i Det Arktiske Ocean. Disse data skulle bevise, hvor stor en del af havbunden ud mod Nordpolen, der hænger sammen med det canadiske grundfjeld. Danmark/Grønland og Rusland har foretaget samme øvelser.

Læs "Canada skærper krav ved Nordpolen"

Men da den canadiske premierminister Stephen Harper i ellevte time skulle underskrive Canadas krav til FN, gik noget galt. Ifølge den canadiske presse blev Stephen Harper fortørnet, da det gik op for ham, at kravet ikke omfattede selve Nordpolen. Den konservative Stephen Harper har før høstet gode stemmer på at tale dunder om Canadas arktiske interesser og tanken om, at Canada nu skulle opgive at føje Nordpolen til sin geografi, fik ham til at beordre hele orkestret af forskere og diplomater tilbage til arbejdet. Han krævede angiveligt nye og bedre data fra Det Arktiske Ocean.

Men der er noget, der halter. Mindst to ting tyder på, at der ikke var noget galt med de videnskabelige data, men at Stephen Harper traf en rent politisk beslutning, der nu i værste fald kan true den diplomatiske balance i Det Arktiske Ocean. En balance, som Danmark og Grønland i høj grad er en del af.

For det første: Vi ved, hvordan det danske kongerige vil afgrænse sit krav om havbund ved Nordpolen. Ifølge det foreløbige kort, GEUS i København har offentliggjort, vil kongeriget Danmark ikke stille krav vest for en ret linje, der på alle punkter er lige langt fra Grønland og Canada. En sådan midterlinje har ikke noget med videnskab at gøre. Det er en streg, der alene opstår, fordi nogen i kongeriget har truffet en beslutning om, at dér skal linjen gå: Længere ønsker kongeriget ikke at udvide sin geografi. Hvorfor skulle nogen træffe en sådan beslutning, hvis ikke der foreslå en aftale med Canada? En aftale, som Stephen Harper netop har brudt?

Læs "Canada går til FN for at snuppe Nordpolen"

Læs "Danmark og Grønland vil udvide kongeriget"

For det andet: Her skal i se på et andet nyligt krav, som Canada har sendt til FN om et stykke havbund syd for Grønland ned mod USA’s nordligste østkyst. Kravet og et tilhørende kort er offentligt tilgængeligt på FN’s hjemmesider. Dette canadiske krav ender lige som det forventede danske krav ved Nordpolen med en fast, snorlige linje, en midterlinje i havet ned mod USA. Denne linje er heller ikke trukket på grundlag af videnskabelige data, men fordi nogen i Canada har truffet en politisk beslutning om, at det canadiske krav ikke bør gå længere ned i amerikansk interessesfære. Igen et indicium på, at Canada hidtil har fulgt en yderst diplomatisk linje – lige indtil Stephen Harpers beslutning i sidste uge.

Sagen er interessant, fordi politikere fra Canada, Danmark og Grønland hidtil har været blandt de flittigste til at understrege, at grænserne i oceanet skal drages på fredelig vis efter FN’s regler. Det aftalte de arktiske kyststater på dansk foranledning i Ilulissat i Grønland i 2008, hvor Hans Enoksen var med plus Aleqa Hammond som da var ansvarlig for Grønlands udenrigsanliggender. Diplomaterne mødes mindst en gang om året for at sikre, at alt går, som det skal. Det gælder især om at forebygge konflikt mellem Rusland og de øvrige kyststater, som alle er NATO-lande. Alle regner med, at Rusland vil holde aftalen fra 2008, men Rusland udbygger hele tiden sit militær i Arktis og tvivlen lurer. Senest i en vurdering fra Forsvarets Efterretningstjeneste, hvor tjenesten spår, at freden om grænserne kan blive brudt, hvis Rusland ikke får sin vilje i FN.

Den fortsatte enighed om grænseprocessen er også vigtig for, fordi den sikrer Kinas og Japans og resten af verdens tro på, at de arktiske kyststater – inklusive Grønland - forvalter Det Arktiske Ocean ordentligt, især når det gælder miljøet. De arktiske stater frygter, at stærke lande udenfor Arktis skal opfinde nye regler og traktater, hvis der opstår mistillid til den ny orden i Arktis. Det kan true de arktiske staters privilegerede adgang til olie, gas og mineraler. Stephen Harpers forstærkede krav om selve Nordpolen hører til præcis den type af enegang i Arktis, som den danske, grønlandske og de øvrige arktiske regeringer længe har forsøgt at forhindre.

Det danske udenrigsministerium afviser i øjeblikket at kommentere Stephen Harpers beslutning. Danmark har bedt Canada om en uddybning af de nye planer. Den canadiske presse har endnu ikke fremskaffet konkrete beviser for, at Stephen Harper har trådt nogen alvorligt over tæerne, selvom kravet om Nordpolen med sikkerhed vil kolliderer med både Danmarks og Ruslands ønsker. Men min kollega i Canada har nu bedt om aktindsigt. Stadig flere i Canada spekulerer over, om det virkelig kan være rigtigt, at de canadiske forskere var så elendige til deres arbejde i Det Arktiske Ocean, at de overså en chance for at gøre Nordpolen canadisk. Eller om de undlod at inddrage Nordpolen, fordi der forelå en aftale med Danmark og måske Rusland og andre arktiske stater om, at sådan skulle det være.

Hvis det sidste er tilfældet og en aftale er brudt, truer det potentielt hele grænsedragningen i Det Arktiske Ocean. Hvis Rusland f.eks. skulle klage over Canada til FN, kan der ske det, at den relevante kommission i FN helt afviser at tage stilling til de indsendte videnskabelige data. Og så stopper hele processen – til skade også for Grønland.

Martin Breum er studievært på DR2's 'Deadline' og forfatter til 'Når isen forsvinder - Danmark som stormagt i Arktis, Grønlands rigdomme og kampen om Nordpolen'. Han deltog i 2012 på den dansk-grønlandske videnskabelige LOMROG-III ekspedition med isbryder til Nordpolen. Denne analyse er en redigeret version skrevet til Sermitsiaq.AG - opdateret og med særlig fokus på Grønland