Ny pengeseddel i pungen
Karen Blixen bliver skiftet ud med Sallingsund-broen.

I dag bliver forfatteren Karen Blixen skiftet ud med Sallingsund-broen - i hvert fald på de danske 50 krone-sedler, som også er i omløb i Grønland en tid endnu, indtil vi får vore egne pengesedler.
Danmarks Nationalbank vil i den kommende tid skifte alle sedler ud med nye pengesedler, som får danske broer som det gennemgående motiv.
Seddelomvekslingen er et ønske om at være et skridt foran møntfalsknerne, som i takt med udviklingen af ny teknologi bliver dygtigere og dygtigere til deres geschæft, selv om strafferammen for falskmøntneri er på 12 års fængsel.
Den nye 50 krone-seddel får Sallingsundbroen på forsiden, og Skarpsalling-karret på bagsiden. Hele seddelombytningen vil være gennemført i 2011.
I 2006 blev der fremsat lovforslag om, at Grønland skal have pengesedler med egne motiver. Loven om pengesedler i Grønland trådte i kraft 1. juni 2007. Kunstneren Miki Jacobsen er udpeget af Naalakkersuisut (på dansk landsstyret) til at illustrere de grønlandske sedler.
Idéoplægget bliver præsenteret for Naalakkersuisut senere i 2009 og det forventes, at alle værdierne bliver udsendt samlet i 2011.