Ny milliongave til svigtede børn og unge

Villum Fonden har netop givet yderligere 5,5 millioner kroner til at styrke arbejdet med socialt udsatte børn og unge i Grønland

Villum Fonden har netop givet yderligere 5,5 millioner kroner til at styrke arbejdet med socialt udsatte børn og unge i Grønland. Foto: Leiff Josefsen
Offentliggjort

Endnu engang har Villum Fonden doneret et stort beløb til et godt formål.

Denne gang har den pengestærke fond givet yderligere 5,5 millioner kroner til at styrke arbejdet med socialt udsatte børn og unge i Grønland.

Pengene skal bruges til at uddanne grønlandske pædagoger og til at åbne et døgntilbud med plads til 10 unge i Kangerlussuaq. Projektet gennemføres af det socialpædagogiske opholdssted ’Kanonen’, der har 10 års erfaring med at arbejde med svært utilpassede unge i Danmark.

Villum Fondens støtte er et ’direkte opråb om ansvarlighed' i håndteringen af alvorlige sociale problemer herhjemme, fordi svært utilpassede børn og unge stadigvæk sendes til Danmark, fordi der mangler døgninstitutionspladser og uddannet personale her i landet til denne gruppe.

Læs "Grønland får ny døgninstitution"

'Kanonen' klar til januar
Projektet gennemføres i Kangerlussuaq af den selvejende fond ’Kanonen’ med tilladelse fra selvstyret. Den parallelle nye uddannelse af grønlandske medarbejdere gennemføres i samarbejde med Perorsaanermik Ilinniarfik/Socialpædagogisk Seminarium i Ilulissat.

Døgntilbuddet åbner den 1. januar 2013. Den almindelige drift vil blive finansieret via opholdsbetalinger fra de anbringende kommuner. Målet er at overdrage døgntilbuddet helt til en grønlandsk selvejende institution efter en periode på cirka fem år.

Powered by Labrador CMS