lufthavn

Ny lufthavn får 70 meter høje master

Udsigten fra Nuuk mod bydelen Qinngorput vil blive skæmmet af 70 meter høje master, som skal bruges til den nye lufthavn, viser VVM-redegørelse.

Kalaallit Airports har fået denne visualisering lavet, som anskueliggør, hvordan indflyvningslysene vil blive placeret højt oppe i luften over vejen til bydelen Qinngorput.
Offentliggjort

For enden af begge landingsbaner skal der være indflyvningslys, som man bliver nødsaget til at placere højt oppe i luften, båret af op til 70 meter høje master.

Højdeforskel

Det skyldes, at der simpelt hen ikke er mere fjeld at give af til landingsbanen, der skal forlænges fra 950 meter til 2200 meter. Derfor bliver man nødt til at etablere master, der rækker højt nok op til at være i plan med landingsbanen.

Projektleder Jesper Nordskilde fra Kalaaliits Airports oplyser til Sermitsiaq.AG, at der endnu ikke er taget stilling til, hvordan masterne kommer til at se ud.

- På billedet i VVM-redegørelsen har vi visualiseret det med gittermaster. Der er tale om worst-case. Det kan være, at det besluttes, at masterne skal være enkeltstående, forklarer projektleder Jesper Nordskilde.

Næs får master

Han oplyser, at man mod syd bliver nødsaget til at placere master syd for Qinngorput-vejen, og masterne vil blive placeret ude på næsset, som slår en sløjfe ud i Malenebugten.

- Der er en lang række parametre og tekniske beregninger, som endnu ikke er afsluttet, hvor man skal afveje længden af indflyvningslys i forhold til regulariteten, forklarer Jesper Nordskilde.

Læs også: Se fotos: Ny lufthavn vil ændre Nuuks udseende

- Derfor er det ikke endeligt besluttet, om indflyvningslysene skal have en længde på 420 meter eller 210 meter. Men én ting er sikkert, vi kommer ikke til at placere master ude i vandet. Det vil simpelt hen ikke gå, og vi kan lige med nød og næppe holde os på fjeldet såvel syd som nord for landingsbanen, oplyser projektlederen.

Læs også: Lufthavne: God forretning i Nuuk - ikke god i Qaqortoq

Powered by Labrador CMS