Ny kritik mod KNR: Det var en dårlig valgdebat

Partii Naleraq kritiserer KNR-TV's transmission af valgdebatten tirsdag, og arrangerer sammen med Inuit Ataqatigiit debataften i Ilulissat

Pele Broberg, til venstre, er skuffet over valgdebatten tirsdag. Han har sammen med Inuit Ataqatigiit arrangeret ny valgdebat onsdag aften
Offentliggjort

KNR transmitterede den første TV-valgdebat tirsdag aften fra Ilulissat, hvor kandidater til Inatsisartut-valget debatterede og svarede på spørgsmål.

Men ifølge kandidat til Inatsisartut, Pele Broberg fra Partii Naleraq, var tv-debatten under al kritik.

- Vi blev kontaktet af flere partier, der ville høre, hvad vi syntes om tv-debatten. Vi var alle enige om, at det ikke var godt nok, siger Pele Broberg til Sermitsiaq.AG.

Læs: TV-valgkamp: Ikke et ord om store emner

Borgerne fortjener ny chance

Derfor har Partii Naleraq og Inuit Ataqatigiit samarbejdet om at arrangere en ny debataften.

- Vi vil rigtig gerne komme frem med vores synspunkter til borgerne. Debatten var dårligt planlagt, og de spørgsmål politikerne fik var det gennemskueligt hvordan partierne ville svare på spørgsmålene. Derfor har vi ment, at borgerne her skal have ny chance for at se kandidaterne igen, fremhæver Pele Broberg, der oplyser, at partierne aftaler hinanden om, hvem der skal være ordstyrer i onsdagens debat.

Læs: Kuupiks valganalyse: De nødvendige spørgsmål – og svar!

Væk med flotte taler

- Hvordan bliver det anderledes end TV-debatten, tirsdag?

- Partierne skal have lov til at stille spørgsmål til hinanden, hvor det bliver tydeligere, hvad vores holdninger er som parti. Vi skal væk med de 'flotte' valgstaler. Lytterne får at vide, hvad partiernes grundlæggende værdier er. Og partierne i går fik alt for kort tid til at præsentere sig selv, svarer Pele Broberg.

Partier klar til at arrangere valgdebatter

Han oplyser, at partierne vil sende en klage til KNR.

- Et fællesbrev til public service-stationen er under opsejling. Men der er ikke meget håb for, at KNR vil ændre deres procedure med hensyn til valgdebatter. Vi har jo ellers klaget over, at det kun er IA og Siumut der er blevet inviteret til den såkaldte 'Head to head'-valgkamp, men der skete intet. Derfor er vi klar til at arrangere selv valgdebatter i forskellige byer, lyder det fra Pele Broberg.

Valgdebatten onsdag aften sker på Majoriaq fra klokken 19.00.

Powered by Labrador CMS