kirken
Ny kirkelov opererer med kun to provster
To provster i stedet for tre. Det er essensen af et nyt lovforslag, som er sendt i høring, og som skal give Naalakkersuisut bemyndigelse til at droppe den ene provstestilling.
I dag bistås biskoppen af tre provster, hvilket er fastlagt ved lov. Provsterne dækker Nordgrønland, Sydgrønland og Midt- og Østgrønland. Sidstnævnte er desuden domprovst og dermed stedfortræder for biskoppen.
Smidigere regler
- Det har været overvejet, hvorvidt det ville være nok med to provster i Grønland i stedet for tre. For nuværende er det ikke vurderet at være nok. Det er dog fundet hensigtsmæssigt at indføre smidigere regulering omkring antallet af provster og som følge heraf reglerne vedrørende den geografiske inddeling, såfremt der fremadrettet ønskes færre end tre provster eller en anden form for omstrukturering, står der i bemærkningerne til lovændringerne til kirkeloven, som forleden blev sendt i høring.
Af nuværende lov hører den grønlandske præst i Danmark organisatorisk under provsten for Midt- og Østgrønland. Den bestemmelse skal udgå af loven, foreslås det set i lyset af muligheden for, at man måske kun vil operere med to provster, som har en anden geografisk opdeling imellem.
Bemyndigelse overgives til Naalakkersuisut
Med lovforslaget giver man Naalakkersuisut mulighed for at beslutte om to provster er nok.
- Fremadrettet vil det således være op til Naalakkersuisut at bestemme, hvor mange provster der er behov for, og hvorledes den geografiske opdeling skal være, står der i bemærkningerne til lovforslaget. Naalakkersuisut skal desuden have retten til at bestemme, hvem der skal være domprovst, og hvem den grønlandske præst i Danmark organisatorisk skal høre under.
Skal træde i kraft den 1. juli 2018
Lovforslaget skal til behandling under forårssamlingen næste år, og bliver den vedtaget, træder den i kraft 1. juli 2018.