Ny kampagne mod snifning
PAARISA er i disse dage i gang med at sende materialer om snifning til folkeskoler, udvalgte uddannelsesinstitutioner, forebyggelseskonsulenter og Landsbiblioteket.

Materialet indeholder en madkasse, skolekalender med oplysninger, yoyo, mobilholder, badges, samt folder om konsekvenserne ved at sniffe.
Baggrunden for kampagnen er den seneste undersøgelse om sundhed og trivsel blandt skoleelever i 6. til 10. klasse fra 2006, der viste, at nogle børn eksperimenterer med snifning uden at kende konsekvenserne.
Det gennemgående symbol på materialet er en snegl med en hjerne som et hus. Symbolet fortæller, at dem der sniffer bliver lige så langsomme som en snegl. At snifning giver skader på hjernen, og kan føre til dårligere koncentration og indlæringsevne samt langvarige psykiske problemer, høre- og synshallucinationer.
Skolerne har også fået ”Forslag til handleplan ved snifning blandt skolens elever”, og forældrene får i den nærmeste fremtid folderen ”Værd at vide for forældre om snifning”.
I uge 36 er der borgeroplysning i TV.